Frank Allan Rasmussen, museumsleder ved Industrimuseet Frederiks Værk er valgt som ny formand for Organisationen Danske Museer, ODM, som er talerør for 170 danske museer. Han afløser Christine Buhl Andersen, direktør KØS Museum for kunst i det offentlige rum. Frank Allan Rasmussen har siddet i ODM’s bestyrelse siden 2011.

Den nyudnævnte formand siger, ”Jeg ser frem til at videreudvikle museerne som professionelle aktører på den kulturpolitiske scene. Det er vigtigt, at museerne engagerer sig i samfundet, og arbejder på at være et sted for alle”.

Frank Allan Rasmussen, født 1951, er udlært smed og cand. phil. i historie fra Københavns Universitet 1989, og siden har han arbejdet i museumsverdenen bl.a. ved Orlogsmuseet, Rigsarkivet og Medicinsk Museion. Siden 2006 har han været leder af Industrimuseet Frederiks Værk.

I en årrække har han siddet i Kulturmiljørådet for København og Frederiksberg, og har tidligere været medlem af bestyrelsen for Ingeniørforeningens historiske selskab og formand for Museer i København og Omegn. Han har beskæftiget sig med teknologi-, industri- og videnskabshistorien med hovedvægt på det industrielle kompleks, og har udgivet bøger om industri, teknologi, søfart og arkitektur.

Desuden har han arbejdet med bygningsfredning, bevaring, kultur- og industrimiljøer, og er national repræsentant for The International Committee for the Conservation of the Industrial Heritage, er formand for Selskabet til bevaring af Industrimiljøer og medudgiver af tidsskriftet ”Fabrik & Bolig” samt medlem af The Society for the History of Technology.

Publiceret:
08/05/2015

Ny formand i ODM

Frank Allan Rasmussen
Leder Industrimuseet Frederiks Værk