Museerne er end ikke nævnt i den ekspertrapport, som partierne, iflg. DR, har fået tilsendt som baggrund for forhandlinger om genåbningsscenarier.

I museernes brancheorganisation mener vi, at der må være tale om en fejl, at museerne end ikke er nævnt i den 69 sider lange rapport med titlen ”Matematisk modellering af COVID-19: smittespredning og sygehusbelastning ved scenarier for anden fase af genåbningen af Danmark”.

Nils M. Jensen, direktør for ODM, udtaler:

”Vi kan til vores store overraskelse konstatere, at den seneste rapport fra SSI omkring genåbningsscenarier end ikke nævner museer – hverken som del af den såkaldte grundblok eller som en del af mulige øvrige tiltag. Det overrasker os dybt, da vi netop i de seneste dage har været i dialog med Kulturministeriet omkring retningslinjer for en forsvarlig genåbning – i øvrigt i sektorpartnerskab med biblioteker og zoologiske haver, som jo faktisk er en del af scenarierne. Det er især stærkt bekymrende, fordi det forlyder fra DR, at denne rapport er sendt til partilederne som baggrund for deres forhandlinger om genåbning. At museerne end ikke er nævnt, står i skærende kontrast til det i lørdags lækkede notat fra SSI, som viste, at museerne er i gruppen med lavest risiko ved genåbning. Og i øvrigt åbner museer nu rundt omkring i Europa af samme årsag. Vi mener, at der må være tale om en fejl. Hvilket vi da også allerede arbejder for at gøre kulturministeren og en række kulturordførere opmærksomme på.”

ODM følger sagen tæt og har givet vores mening til kende over for både kulturordførere og kulturministeren. 

Læs mere

Se ODM's tidligere nyheder og udmeldinger om museer og corona

Publiceret:
07/05/2020