Museumsledere skiftes oftere ud

Antallet af museumsledere med en anciennitet på 10 år eller mere er faldende. I 2010 var det 56, mens det i 2019 kun var 34. Alene sidste år fik 16 museer ansat ny direktør, og i alt er 91 nye ledere blevet ansat på statsanerkendte museer fra 2010 til og med 2019.

Det viser en optælling, som museumsdirektør ved Øhavsmuseet Peter Thor Andersen har foretaget, og som er refereret i en artikel fra Altinget den 20. februar 2020.

ODM er opmærksomme på problematikken, og direktør Nils M. Jensen siger til Altinget:

”Det ligger selvfølgelig i tiden og afspejler et generelt billede i erhvervslivet, hvor man skifter job oftere. Men jeg ser også nogle faresignaler. De meget korte ansættelser kan ikke være en god ting,” siger han og forklarer, at det ikke længere er tilstrækkeligt for en direktør at være dygtig til det museumsfaglige.

”Med det økonomiske pres, der er på branchen, skal museumsdirektøren også være rustet til at kunne håndtere de økonomiske udfordringer samt pleje netværket med fondene, politikerne, medarbejderne og brugerne. Det er en meget bred kreds, man skal kunne kommunikere med,” siger Nils M. Jensen.

De mange ledelsesskift er også noget, som afspejler sig i det fokus, ODM har i sine efteruddannelsesaktiviteter. Nils M. Jensen siger til Altinget:

“Vi ser flere og flere, der melder sig til de efteruddannelser i ledelse, som vi tilbyder i ODM, samt en stadig større interesse for vores ledelsesnetværksaktiviteter. Hele ledelses- og i øvrigt også bestyrelsesområdet, som en anden og væsentlig faktor for ledelsesudvikling, er klart et område som vi vil have mere fokus på."

Læs hele artiklen i Altinget her 

Publiceret:
21/02/2020