Den såkaldte nødpulje til kulturen, som blev vedtaget lørdag den 18. april, er beskrevet i en uklar og kompliceret aftaletekst. Vi har trukket hovedpointer og de værste uklarheder samt minusser og plusser ved aftalen frem.

Nødpuljen hedder formelt: ”Kompensationsordning til særligt nødlidende kulturinstitutioner mv.” Hjælpepakken er vedtaget for at spænde et sikkerhedsnet ud under de kulturinstitutioner, som falder uden for de eksisterende hjælpepakker, og for, som det hedder, at ”sikre, at ellers veldrevne kulturinstitutioner ikke går konkurs”. Det er i udgangspunktet positivt.

Desværre er der mange uklarheder i teksten, som er præget af upræcise ordvalg. Blandt andet er dokumentationskrav, vilkår for støtte og kompensationsstørrelse ikke udspecificeret nærmere. Det gør det svært at se, hvordan nødpuljen skal udmøntes i praksis, og hvem den hjælper – og ikke hjælper.

En pulje til de særligt nødlidende - hovedpointer
Nødpuljen er målrettet institutioner, som i forvejen:
- Modtager driftsstøtte fra Kulturministeriet
- Kan dokumentere at være særligt nødlidende
- Allerede har udtømt mulighederne i eksisterende hjælpepakker

Nødpuljen kan kompensere udgifter knyttet til perioden 9. marts – 8. juli 2020, herunder produktionsomkostninger til udstillinger, dog maksimalt 80 % af udgifterne. I alt må støtten maksimalt udgøre 80 % af indtægtstabet i kompensationsperioden.

Desuden indeholder aftalen, at der etableres en ordning for, at også kommunale museer kan omfattes af de generelle hjælpepakker (kompensation for løn og drift).

Plusser og minusser
På plussiden er, at nødpuljen omfatter de kommunale institutioner, som hidtil ikke har været adresseret. Et andet lyspunkt er, at allerede afholdte produktionsomkostninger til udstillinger, som nu pga. nedlukning ikke kan generere indtægter, er omfattet af aftalen.

På minussiden er den uklare tekst, som gør det meget svært at gennemskue pakkens reelle betydning for museer og andre kulturinstitutioner. Hertil kommer, at heller ikke denne pakke indeholder direkte kompensation for tabte indtægter, men i stedet forholder sig til at lukke huller ift. at kompensere udgifter. På minussiden er desuden, at kompensationsperioden kun løber til 8. juli. Det hjælper ikke de museer, der har højsæson og mange turister fra udlandet i juli, august - og helt hen i det danske efterår.

Et andet væsentligt minus er, at adgangskravene til puljen virker til at være meget hårde. Det kræves fx, ”at ansøger kan påvise forinden at have taget alle nødvendige og relevante initiativer og værktøjer i brug for at reducere ansøgers omkostninger”. Hvad betyder det reelt? Skal man have fyret folk? Skal man være gået helt i stå med planlægning af kommende (senere indtægtsgivende) aktiviteter? Skal man være decideret på fallittens rand? 

Det er også klart på minussiden, at man på forhånd afskærer alle museer og lignende attraktioner, der ikke modtager driftstilskud fra Kulturministeriet, og dem er der altså en del af, fra at søge hjælp.

Læs ODM's overblik over aftaleteksten her

Tidligere nyheder om samme emne

Publiceret:
22/04/2020