Ny persondataforordning forpligter ikke bagudrettet

Folketingsmedlem Troels Ravns (S) spørgsmål til ministeren, nævnt i sidste nyhedsbrev: ”om museerne – i henhold til ny lov om persondata – har en forpligtelse til med tilbagevirkende kraft at finde oplysninger om, og registrere borgere, som har afleveret historiske genstande til museerne," er nu besvaret: 

”Persondataforordningen (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF) træder i kraft den 25. maj 2018 og omfatter behandling af persondata, der sker på de statslige museer og selvejende institutioner under Kulturministeriet. Det er den enkelte institutions ansvar at leve op til kravene i forordningen, uanset hvilket ejerskabsforhold institutionen har. Jeg kan herudover oplyse, at der ikke er regler i forordningen, der forpligter med tilbagevirkende kraft.”  

Persondataforordningen er generelt endnu en administrativ omkostning til i forvejen hårdt plagede museer. Men med ministerens svar er der grund til at fæstne sig ved, at frygten for at ikke blot museernes administrative data, men også de faglige registreringer skulle være omfattet af ordningen, synes at være ubegrundet.

Læs svaret her

Publiceret:
18/04/2018