Sommeren er forløbet vidt forskelligt på landets museer, men over en bred kam går én ting igen: markant færre besøgende på de danske museer i år end i sommeren 2020. Det viser en ny undersøgelse blandt ODM's museumsmedlemmer. 8 ud af 10 museer havde lavere besøgstal i 2021 sammenlignet med 2020, og af dem har halvdelen oplevet en nedgang på over 30 % i gæsteantal.

Nils M. Jensen, direktør i ODM, siger:

"Det er et meget broget billede, men det er tydeligt, at det især er større museer og museer med mange udenlandske turister, som har lidt mest. Vi kan også se, at selvom om nogle af museerne, især de mindre museer ude i sommerlandet, har haft en ganske god sommer, så opvejer det langt fra det omfattende tab, som næsten 5 måneders nedlukning og en langsom genstart har medført. Der er et efterslæb, som en nogenlunde sommer ikke kan redde - og for nogen har det endda været en decideret møgsæson. Det bør vække politisk opmærksomhed, og vi opfordrer til at genåbne samtalen om, hvordan museerne kan understøttes gennem resten af et turbulent år." 

Ingen redningsplanke i år
Rigtig mange museer - undtaget de store og mest turisttunge museer, særligt i hovedstadsområdet - fik i 2020 en ekstraordinært god sommersæson, blandt andet på grund af sommerpakken, som gav museerne mulighed for at give halv entré, og de mange indenlandske turister på ferie i sommerdanmark. Men denne effekt er udeblevet i år. Danskerne har ganske vist også i år i høj grad har været på staycation, men til gengæld mangler fortsat de mange udenlandske turister, coronapasset har spændt ben, og så var der ingen sommerpakke med halv entré til museerne i år - trods den store succes med netop dette tiltag i 2020, der generelt betød, at de fleste museer sidste år økonomisk hold skindet på næsen med et relativt begrænset omsætningstab i forhold til det frygtede. 

Mange museer må se langt efter vanlige besøgstal
Godt 4 ud af 10 museer har i år oplevet et lavere sommerbesøgstal sammenlignet med 2019 - altså før coronakrisen - og må stadig se langt efter normale tilstande. I denne gruppe finder vi en række af de museer, som har flest besøgende, ligesom museer med høj egenindtjening (som har under 50 % offentlig finansiering) er overrepræsenteret. Museerne er bredt repræsenteret geografisk, og vi finder museer alle steder i landet, herunder - men bestemt ikke alene - hovedstadsmuseer, museer i større byer og ved vestkysten. Der, hvor der normalt færdes flest turister. 

Gruppen af museer med lavere sommerbesøgstal i 2021 end 2019 udgør 43 %, men repræsenterer 60 % det samlede museumsbesøgstal for sommeren. Der er således en række af de store institutioner i mellem. 

Mindre museer og museer med nye huse har de bedste besøgstal
Knap 4 ud af 10 museer har i år oplevet et højere sommerbesøgstal sammenlignet med 2019. Gruppen udgør 38% af museerne og repræsenterer ca. 26% af det samlede besøgstal. Museerne er primært mindre museer rundt omkring i sommerlandet, men også enkelte større museer med åbning af nye spektakulære udstillinger eller helt nye udstillingshuse.

Læs hele undersøgelsen her

 

Tidligere nyheder om emnet:
Andre nyheder og udmeldinger fra ODM om museer og corona

Publiceret:
13/08/2021

Fakta om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført via onlinespørgeskema i perioden 5.-11. august 2021

58%, eller 79 ud af 137 museumsmedlemmer i undersøgelsen, har svaret

ODM har 170 medlemmer. I denne undersøgelse er konserveringscentre, organisationer mv., som også er blandt ODM’s medlemmer, dog ikke spurgt.
Det samme gælder - for sammenlignelighedens skyld - vores Færøske og Grønlandske medlemmer.