Fredag den 28. august indgik regeringen og en række af folketingets partier en aftale om ”Bedre vilkår til særligt hårdt ramte dele af dansk erhvervs-, idræts- og kulturliv.” Vi fremhæver her de punkter, som kan være af særlig interesse for museerne.

Vi har opdateret ODM's oversigtssider over hjælpepakker med samme oplysninger.

I forbindelse med aftalen er desuden vedtaget en aktivitetspulje til kulturaktiviteter på 300 mio. kr. Læs mere nederst på denne side.

Bemærk, at aftalen i skrivende stund afventer udmøntning. Der er derfor endnu ikke åbnet for ansøgninger for de forskellige ordninger og puljer. Vi opdaterer løbende oversigtssiden med hjælpepakker (link ovenfor) med information om dette.

Læs hele aftaleteksten her

Kompensation for virksomheders faste udgifter

Relevant for institutioner med mindre end 50 % offentligt driftstilskud fra kommuner, regioner og stat:

Ordningen er forlænget for virksomheder, som fortsat er ramt af corona-relaterede restriktioner, i aftalen defineret som:

  • Forbud mod at holde åbnet
  • Forsamlingsforbud på over 500 personer
  • Grænselukninger
  • Udenrigsministeriets rejsevejledning

Ordningen er forlænget til 31. oktober 2020 og ligger under Erhvervsministeriet.

Relevant for institutioner med mere end 50 % offentligt driftstilskud fra kommuner, regioner og stat:

Ordningen er forlænget til 31. oktober 2020 og ligger under Kulturministeriet.
 

Kompensation for aflyste eller udskudte arrangementer

Ordningen forlænges til og med den 31. oktober 2020 for arrangementer, der har været offentligt kendte inden den 6. april 2020 eller er fast tilbagevendende og dermed har været planlagt, inden der blev indført forbud mod større forsamlinger hele sommeren.

Nødpuljen: Kompensationsordning til særligt nødlidende kulturinstitutioner mv.

Ordningen forlænges til 31. oktober 2020.

Kompensation for produktionsomkostninger, fx til udstillinger

Ordningen forlænges til 31. oktober 2020.

Kompensation til kommunale institutioner

Kompensation for faste omkostninger videreføres til 31. oktober 2020, i det omfang institutionerne lever op til kriterierne i sammenlignelige videreførte ordninger.

Aktivitetspulje til kulturaktiviteter

Aktivitetspuljen er på 300 mio. kr. og skal understøtte, at der i perioden den 1. september til den 31. oktober 2020 i højere grad vil blive afholdt nye eller allerede planlagte publikumsrettede kulturaktiviteter med mere end 25 publikummer – og at de kan gennemføres med respekt for corona-restriktioner, herunder fx med reduceret publikum.

Puljen yder efter ansøgning tilskud på op til 65 pct. af kulturaktivitetens udgifter, dog maksimum 1,5 mio. kr. pr. aktivitet. Puljen dækker ikke tabte indtægter.

Ordningen omfatter selvejende institutioner, virksomheder og foreninger mv. på kulturområdet, der har som primær virksomhed at gennemføre publikumsrettede aktiviteter på kulturområdet, herunder museer.

Når puljen åbner, kan den søges på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside

Yderligere sundhedsmæssig forsvarlig genåbning

I aftalen lægges op til en undersøgelse af, hvorvidt nogle af de eksisterende restriktioner i eksempelvis kulturlivet kan lempes sundhedsmæssigt forsvarligt. Der foreligger i aftalen ingen konkrete ændringer.

Tidligere nyheder om emnet:
Andre nyheder og udmeldinger fra ODM om museer og corona

Publiceret:
31/08/2020