Regeringen har sammen med en række af Folketingets partier indgået en aftale om initiativer, der skal få gang i landet igen, herunder en sommerpakke til kulturen, hvor der er afsat ikke mindre end 700 mio. kr. til at stimulere blandt andet kulturoplevelser:

”Erhvervsministeren forhandler om en sommerpakke med konkrete initiativer for sommer på landet og på øerne, kultur- og naturoplevelser i den danske sommer og sommeraktiviteter for ældre. Der afsættes i alt 700 mio. kr. i 2020.”

SF foreslår, at en del af pengene øremærkes til at give gratis adgang til udvalgte museer. Kulturordfører Charlotte Broman Mølbæk siger til Altinget, at de arbejder målrettet efter denne løsning, uden dog at have lagt sig fast på en bestemt model: ”De 100 millioner kunne for eksempel give fri adgang til de ti største museer i et halvt år. Eller man kunne vælge flere museer, som så havde fri adgang i tre måneder. På den måde er modellen ikke helt på plads.”

I ODM mener vi, at tanken er sympatisk, men også, at det vil være unødvendig skævvridning på den måde at støtte gæstetilstrømningen på få udvalgte museer – det er museer i hele landet, der har behov for et løft.  Som ODM’s formand, Flemming Just, siger til Altinget:

”Det vil være en fuldstændig skævvridning, hvis forslaget kun retter sig mod en udvalgt gruppe museer, som SF lægger op til,” siger han og er desuden enig med Willerslev i, at en prisnedsættelse ikke vil være det afgørende for at tiltrække flere besøgende.  ”Vi har brug for kompensation. Vi kan håbe, at 2021 bliver et bedre år, men jeg tror ikke, en reduktion i entrépriserne vil ændre på, at vi får færre gæster i 2020”.

Tidligere nyheder om emnet:
Andre nyheder og udmeldinger fra ODM om museer og corona

Publiceret:
16/06/2020