I går kom den triste nyhed fra Designmuseum Danmark i Berlingske: Museet ser sig nødsaget til at planlægge at lukke til udgangen af 2021 og afskedige 50 ud af 75 medarbejdere. Det sker som en sidste udvej for at redde museet fra konkurs. Og det på trods af besøgsrekord i 2019 og generel stor publikumssucces.

Baggrunden er, at nedlukningen af museerne fra den ene dag til den anden betød en fuldstændig fjernelse af indtægter fra besøgende, som de fleste museer er dybt afhængige af. Særligt de museer, som tiltrækker mange udenlandske turister – og som derfor ser ind i en voldsom nedgang i besøgsantal i sommersæsonen – er derfor hårdt pressede.

Kompensation for indtægtstab er stadig den mest enkle og fornuftige løsning
I ODM kunne vi allerede før påske dokumentere museernes store økonomiske vanskeligheder, og vi arbejdede hårdt for at få hjælpepakker specifikt til kulturen. Derfor var det glædeligt, at hjælpepakkerne den 7. april blev udvidet til at omfatte flere af kulturens aktører. Siden kom nødpuljen den 18. april og i øvrigt hjælp til de videnspædagogiske centre. Også i den forbindelse pegede vi på, at det langt fra er nok. Hjælpepakkerne er skabt til et erhvervsliv med en helt anden økonomisk struktur end museerne.

Vi fremlagde allerede i marts et forslag, som nu er mere aktuelt end nogensinde:
”Der er behov for specifikke og målrettede hjælpepakker til museerne. Det kunne gøres helt enkelt: indtægtstab for entre, butik og cafe kompenseres med sammenlignelig periode sidste år. På den måde sikres museernes likviditet uden nævneværdigt bureaukrati.” (fra faktaark sendt til alle folketingets kulturordførere den 30. marts).

Museer er både økonomiske og kulturelle fyrtårne
I forhold til oplevelsesøkonomi og turisme er museer væsentlige attraktioner, som trækker gæster til de danske byer og er med til at skabe liv og omsætning. Museer udgør en vigtig del af den lokale økonomi. En analyse fra Finansministeriet viste for nyligt, at særligt to brancher lider økonomisk under coronakrisen - den ene er kulturen. Samtidig har museerne – modsat andre virksomheder – ikke en masse på kistebunden, der kan trækkes på i sløje tider.

Som Lisette Vind Ebbesen, museumsdirektør for Skagens Museum, den 15. april sagde til Kulturmonitor:
”[…] én ting er i hvert fald fælles for os – vi er ikke sat i verden for at tjene penge og lave store overskud eller vækste et bestemt antal procent hvert eneste år. Vi er her for at bevare og passe på en stor fælles skat, vores fælles kulturarv og for at skabe værdifulde oplevelser omkring den. Og det, tror jeg, er vigtigt at huske.”

Links til artikler nævnt i nyheden

Tidligere nyheder om emnet:
Andre nyheder og udmeldinger fra ODM om museer og corona

Publiceret:
14/05/2020