Forskningsorienterede EU-midler
Der findes en række programmer i EU, hvor museer er relevante ansøgere. Programmet for forskning og udvikling, Horizon, offentliggjorde den 15. maj et nyt arbejdsprogram for området “Kultur, Kreativitet og Inkluderende Samfund”. Programmet dækker perioden 2025-2027 og har i 2025 et budget på i alt €354 millioner.
Under arbejdsprogrammets overskrift ”Innovative Research on European Cultural Heritage and Cultural and Creative Industries”, beskrives de aktuelle prioriterer for projektstøtte og netværksinitiativer. Særlige fokusområder indbefatter kunstig intelligens til fremme af kreativitet og innovation, bedre adgang og engagement med kulturarven samt forbedret beskyttelse, styrkelse og restaurering.
Ansøgningsfristen er den 16. september 2025.
Ved at registrere sig som organisation på EU Funding & Tenders Portal, får man mulighed for at søge informationer om tidligere og aktuelle EU-projekter. Det gør samtidigt museet mere synligt for kommende projektkonsortier. Du er velkommen til at kontakte ODM, hvis du har spørgsmål.
Find mere information om Horizon på EU’s hjemmeside.
Kunstneriske og kulturelle tiltag hos Nordisk Kulturfond
Også hos Nordisk Kulturfond er der mulighed for at søge midler. To gange om året kan man søge Nordisk Kulturfond om støtte til projekter, der bygger på og udvikler samarbejder og innovation på tværs af Norden.
Næste frist er den 1. september 2025, hvor der er mulighed for at søge op til 500.000 DKK til projekter, der involverer partnere fra mindst to nordiske lande.
Det er muligt søge støtte til eksempelvis etablerings- og udviklingsfaser af nye kunstneriske og kulturelle tiltag og netværk. Støtten kan også uddeles til projekter, der bygger på tidligere netværksdannelse eller et tidligere gennemført projekt. Potentielle projektansøgere bør orientere sig i Nordisk Kulturfonds tre overordnede målsætninger om at:
- fremme produktion, innovation og formidling af kunst og kultur i Norden og globalt.
- fremme kunstneriske og kulturelle netværk på alle niveauer inden for nordisk kultursamarbejde
- udvikle og formidle viden om kunst- og kulturlivet for at stimulere udviklingen af kulturpolitikken i Norden.
Der findes information om tidligere bevillinger og projekter på fondens hjemmeside. Under Nordisk Kulturfond kan man også søge støtte til projektudvikling under programmet Opstart. Endelig har man med støtteprogrammerne GLOBUS og GLOBUS opstart+ muligheder for at søge støtte til projekter, der ikke kan udvikles i de nordiske lande alene.