Alliancen Dansk Kulturliv, hvori ODM deltager, har indgået aftale med Kulturministeriet om forsøg med kulturpas. Det sker i et samarbejde med Dansk Idrætsforbund (DIF). De to organisationer har fået i opdrag at etablere et nationalt partnerskab, som skal identificere unge i målgruppen og facilitere at de får adgang til et kulturpas.
Herudover skal partnerskabet forankre og udbrede lokale fællesskabs-skabende kultur-, forenings- og idrætsaktiviteter for de unge i målgruppen og forankre og udbrede indsatser, der kan understøtte målgruppens brug af kulturpas.
Der har været stor politisk bevågenhed om kulturpasset, og mange detaljer er fortsat under afklaring. I forbindelse med lanceringen af partnerskabet udtrykte bestyrelsesleder i Dansk Kulturliv, Peter Mark Lundberg, det således:
”I Dansk Kulturliv er vi glade for at få lov til at hjælpe med den utroligt vigtige opgave, det er at gennemføre forsøg med kulturpas. Det er alt for mange unge, som ikke får glæde af kulturlivet, og det er ærgerligt, for vi deler kulturministerens syn på, at kultur kan skabe værdi for den enkelte og give unge et ståsted til at møde verden fra. Vi tror på, at vi kan gøre en meningsfuld forskel for unge i Danmark, hvis vi samarbejder bredt, og vi glæder os til at komme i gang.”.
Om Dansk Kulturliv
Dansk Kulturliv er en alliance mellem syv af kulturlivets branche- og interesseorganisationer og består af:
Dansk Live, Danmarks Biblioteksforening, Kulturhusene i Danmark, Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner, Dansk Teater, Danske Koncert- og Kulturhuse og Danske Museer.
Dansk Kulturliv repræsenterer samlet set mere end 1000 kulturinstitutioner i Danmark – fra de allerstørste til de mindste og på tværs af hele landet og kunstens mangfoldighed. Mere end 60 millioner publikummer og gæster benytter hvert år de repræsenterede branchers tilbud.
Læs mere om kulturpasset her
Læs mere om det nationale partnerskab her.