Problematikken om kunstcensur på Meta’s platforme har de seneste uger fået ny bevågenhed, efter Politikens Forhal har fået begrænset deres promovering af en aktuel udstilling og har kæmpet mod et såkaldt ’shadowban’ i flere måneder.
I ODM vurderer vi, at denne sag ikke er enestående, men at også mange museer udøver en form for selvcensur, i forhold til hvilke billeder og ord de bruger på sociale medier, for at få eksponering. Det sker, fordi museerne ellers risikerer at deres indhold og annoncering bliver skjult eller skyggelagt for brugerne, fordi det ikke overholder Meta’s retningslinjer for indhold med nøgenhed eller seksuel aktivitet.
Det er selvklart problematisk, fordi censureringen ikke kun begrænser kunstformidlingen, men også frarøver museerne en vital kanal til at markedsføre og udbrede kunsten.
EU-parlamentariker går ind i sagen
Sagen har nu også fået et politisk indspark, kan Kulturmonitor berette. Det kommer fra medlem af Europa-Parlamentet Christel Schaldemose (S).
Schaldemose er medlem af udvalget for det indre marked og forbrugerbeskyttelse. Hun understreger i et svar til Kulturmonitor vigtigheden af, at man i EU ”adresserer de problemer, der opstår, når digitale platformes retningslinjer kolliderer med kunstnerisk frihed og formidling”.
”Som stor platform har Meta ansvar for, hvordan deres algoritmer fungerer og anvendes. De skal blandt andet minimere risikoen for skadeligt indhold og desinformation, men metoden hertil er op til dem selv,” skriver Christel Schaldemose til Kulturmonitor.
”Metas nuværende retningslinjer for platforme som Facebook og Instagram kan være begrænsende og tvetydige. Det er særligt problematisk, da det kan føre til selvcensur blandt kunstinstitutioner, der frygter at få deres indhold skjult eller begrænset – præcis som det er sket i tilfældet med Politikens Forhal,”. Hun er dog villig til at tage affære, hvis der skulle opstå ”vedvarende problemer,” forsikrer hun.
Problematikken er ikke ny, men bekræfter at det er vigtigt, at der tages politisk aktion i sagen – og vi agter at følge sagen til dørs.
Send gerne museumseksempler til os, der kan underbygge problematikken.