Der var høj sol og mange fremmødte på Kulturens Plads på Folkemødet under ODM’s debat ‘Når museer bliver kampplads’ torsdag eftermiddag.
I debattens første runde delte museumsdirektørerne Mette Bjerrum Jensen (Ringkøbing Fjord Museer), Pernille Taagaard Dinesen (KØN) og Jacob Bjerring Hansen (Bornholms Museum) gode refleksioner og indsigter om museernes samfundsrolle i lyset af museumsreformen.
Efterfølgende var der debat mellem kulturordførerne fra Socialdemokratiet, SF, Dansk Folkeparti og Alternativet. Trods politiske meningsforskelle var der enighed om særligt et budskab: Det er vigtigt, at politikerne undlader at blande sig i museernes arbejde. Museerne spiller en afgørende rolle, og de løser opgaven godt.
Tak til alle, der kom – både jer, der deltog i debatten, og jer, der lyttede opmærksomt med fra tilskuerrækkerne.
Programmet på Kulturens Plads fortsætter fredag og lørdag med endnu flere kulturdebatter, gode samtaler, fællesspisning og underholdende indslag.
Vi håber at se endnu flere af jer på Lindeplads 2 i Allinge (K29)!
Tak til Dansk Kulturliv, Applaus og Absalon for det gode samarbejde om Kulturens Plads.