Tak for et godt 2024

Museernes Grønne Akademi vil gerne takke for et fantastisk 2024. Vi bliver hele tiden overvældede og positivt overraskede over den gode energi, samarbejdsvillighed og kæmpe opbakning, vi møder overalt hvor vi arbejder. Omstillingen sker i fællesskab, og det fællesskab kan vi mærke.

Vi oplever en vedvarende og stigende interesse blandt ODM’s medlemmer for museernes rolle i – og bidrag til – den grønne og bæredygtige omstilling. Derfor er vi meget glade for at kunne videreføre og udbygge Museernes Grønne Akademi sammen med nye og eksisterende samarbejdspartnere – og med en ny bevilling i ryggen de kommende år.

I det følgende giver vi et overblik over et par af de højdepunkter, der gjorde 2024 til et godt år, ligesom vi ser frem mod nogle af de spændende projekter, der venter i 2025.

20 millioner kroner til museernes grønne omstilling

I september udløste nyheden om, at Augustinus Fonden havde valgt at bevilge 20 millioner til en fireårig forlængelse af Museernes Grønne Akademi jubel på kontoret i Vartov. Bevillingen betyder, at projektet vil fortsætte med fire medarbejdere i perioden 2025 til 2029, hvor der vil være fokus på kapacitetsopbygning, strukturelle forandringer og – som noget nyt – finansiel bæredygtighed. Det er samtidig ønsket, at erfaringerne fra museumsverdenen skal deles med resten af kultursektoren.

Nyt sprog for bæredygtighed på museerne

I 2024 udgav vi rapporten Bæredygtighed i et museumsperspektiv, som kortlægger de vigtigste bæredygtighedsemner for museumsbranchen. Analysen er baseret på ny EU-lovgivning, som bidrager med definitioner af miljømæssige, sociale og forretningsetiske bæredygtighedsemner. Vi lærte bl.a., at museernes største negative påvirkninger ofte knytter sig til aktiviteter i værdikæderne, f.eks. indkøb til udstillingsproduktion, restauration og butik. Museernes største potentialer på området knytter sig til de positive påvirkninger, der kan opnås ved at påvirke gæster i en bæredygtig retning. Rapporten er samtidig en vejledning i, hvordan museerne selv vurderer væsentligheden af de enkelte emner, og i tillæg til rapporten kan ODM’s medlemmer tilgå en strategivejledning og et ESG-nøgletalsskema(Excel-fil downloades).

Charter for grøn omstilling af danske museer

I 2024 har 35 danske museer tilsluttet sig ’Charter for grøn omstilling af danske museer’. Det er vi utrolig glade for. Underskriverne er allerede nået langt med organiseringen, strategiudviklingen, kompetenceopbygningen, CO2-beregningerne og kommunikation af det grønne. Og det er alt sammen vigtigt, hvis vi skal realisere visionen i charteret:

”Charteret er en invitation til alle museer om i fællesskab at vise vejen mod en CO2-neutral fremtid. Sammen vil vi være det gode eksempel på, hvad en branche kan opnå, når den går sammen om et fælles mål.”

I 2025 har vi et mål om, at 50 museer har tilsluttet sig charteret.

Birgitte Kehler Holst ved lanceringen af Charter for Grøn Omstilling af Danske Museer
Birgitte Kehler Holst ved lanceringen af Charter for Grøn Omstilling af Danske Museer i 2023

Bæredygtig forvaltning af samlingens klima

I 2024 afsluttede vi projektet Bæredygtig klimastyring med en international konference med op mod 1000 deltagere. Optagelser fra konferencen, og de danske museers ”impact reports”, kan findes via dette link. Her finder du også præsentationerne fra de deltagende danske museer i projektet.

Projektet har kortlagt et energibesparelsespotentiale på mellem 10-50%. AI-løsninger, målrettede klimaparametre og natlig standby-drift er blandt topscorerne af løsninger – ofte i kombination. Projektet er blevet til kurset Bæredygtig forvaltning af samlingens klima, som er tilrettelagt med afsæt i projektets resultater.

Samarbejde med Dansk Teater

Med inspiration fra projektet Bæredygtig Klimastyring, har Bæredygtigt Kulturliv NU sammen med Dansk Teater – teatrenes interesseorganisation – søsat deres Theatre Green Book Acceleratorprogram – også med støtte fra Augustinus Fonden. Birgitte sidder i styregruppen for programmet, hvilket markerer første skridt i et tættere samarbejde med teatrene. Det andet skridt er ansættelsen af Mathias Peitersen i en delt stilling mellem Dansk Teater og ODM. Her skal Mathias med afsæt i resultater fra et SLKS-støttet projekt arbejde med cirkulære løsninger forbundet med såkaldte midlertidigt byggede miljøer – altså scenografier og udstillinger hos teatre og museer. Læs mere om samarbejdet med Dansk Teater her og find kontaktinformationer til Mathias her.

Nye projekter

Ønsket om at skabe strukturelle forandringer er startet med en større indsats på de arkæologiske områder. Her er der iværksat et projekt, som kortlægger den lovpligtige arkæologis bæredygtighedsmæssige aftryk. I et nyopstartet transportspor arbejder vi sammen med en række museer og transportfirmaer, som flytter genstande og værker fra museum til museum primært i forbindelse med ind- og udlån. Projektet er stadig ungt, men målet er at finde fælles praksisser, der tackler nogle af de største påvirkninger i forbindelse med transporten. I år tager vi også hul på museernes butikker, bæredygtighedskommunikation og – måske vigtigst af alt – museernes positive påvirkninger.

Rigtig godt nytår!

Museernes Grønne Akademi

Publiceret:
22/01/2025