Ved ODM’s formand, Flemming Just

Det har været glædeligt, at der i første halvdel af 2017 har været en del debat om og fokus på museums- og kultursektoren. Det viser, at det ikke er en ligegyldig sektor, men det skal også ses som et udtryk for, at staten og endnu mere kommunerne vil stille større krav og i stigende grad vil se på ’impact’, dvs. virkninger af kulturinstitutionernes arbejde. 

Flere kommuner er nu også begyndt at ytre ønske om at få analyseret kulturens betydning. Fra ODM’s side er vi overbeviste om, at sådanne analyser vil understrege museernes store betydning. Men det kræver vel at mærke, at analyserne tager hele paletten med og ikke kun ser på, hvor mange arbejdspladser et givent antal besøgende genererer. ODM har i flere år ønsket, at der oprettes et kulturens analyseinstitut. Forårets debat viser, at der bliver mere og mere brug for det, og vi vil nu fra efteråret tage de første skridt til at søge at realisere forslaget.

Størst interesse i forårets museumsdebat har samlet sig om kulturminister Mette Bocks udmelding om, at hun ønsker en gennemgribende reform af den statslige støtte til museerne. De fleste er enige i, at det i høj grad er påkrævet, og ministeren fortjener ros for at turde tage fat på en udfordring, som mange forgængere er veget tilbage for at tage op. Alle kan naturligvis være enige om, at et nyt system skal tilstræbe at være objektivt og gennemskueligt. Spørgsmålet er blot, hvad det konkret betyder. Ministeren vil i nær fremtid nedsætte to små ekspertudvalg, som i løbet af efteråret skal analysere statstilskuddet og komme med forslag til en ny tilskudsmodel. En omfordeling vil selvsagt skabe vindere og tabere, og den vil også være politisk følsom. Min vurdering er, at vi derfor må forudse en ret lukket politisk proces, men at der vil kunne findes flertal for en ny model i foråret 2018. 

Fra ODM’s side vil vi selvsagt søge så meget indflydelse som muligt. Vi kan bl.a. forudse, at der vil være et pres på, for at ikke alle museer skal leve op til alle fem søjler i museumsloven. Det kan bl.a. dreje sig om, at kravet om forskning på alle statsanerkendte museer ønskes lempet. Det synes vi, er en rigtig dårlig ide, og vi vil med konstruktive forslag forsøge at overbevise beslutningstagerne om, at også små museer kan bidrage. Uden forskning og undersøgelser sker der ingen "produktudvikling". 

Vi vil naturligvis også søge at påvirke den politiske proces, således at der ikke kun bliver tale om at omfordele midler, således som ministeren har lagt op til.

ODM er en meget velledet organisation og har været det i mange år. Der er styr på økonomi, organisation, aktiviteter og eksterne relationer. Alligevel kan der være brug for at se fordomsfrit på, om der er noget, der kan gøres anderledes, og om der er udfordringer i de kommende år, som kalder på, at vi gør nogle ting anderledes. Med dette positive udgangspunkt tager bestyrelse og daglig ledelse på strategiseminar i begyndelsen af oktober. Hovedformålet er at kaste et kritisk blik på, hvad ODM er nu, og hvilken type organisation vi ønsker den skal være om fem år.

Med ønsket om en god sommerferie, hvor alle bliver inspireret af museumsbesøg, læsning af god litteratur og total afslapning med venner og familie.

Flemming Just

Share/Save

Flemming Just