AV-teknikere

Ansøgningsfrist: 20-02-2023

Arbejder du i QLab og andre AV-programmer, så er dette måske noget for dig. Nationalmuseets enhed Udstillingsdesign og Projektledelse søger to nye AV-teknikere til deres Audio Visuel gruppe snarest muligt. Udstillingsdesign og Projektledelse er ansvarlig for planlægning, organisering, design og produktion af udstillinger og aktiviteter.

Arbejdsområde

Det AV-faglige ansvarsområde (lyd, film/video, spil/interaktive installationer) dækker udvikling, drift og servicering af følgende besøgssteder: Nationalmuseet København, Krigsmuseet, Frihedsmuseet og Musikmuseet.

I samarbejde med nuværende AV-tekniker skal du:

  • Sørge for løbende at følge udviklingen, holde museet opdateret inden for den nyeste teknik og udnytte denne viden på det AV- og lystekniske område bl.a. ved deltagelse i messe- og leverandørbesøg, konferencer og relevante kurser
  • Indkøbe AV udstyr til udstillinger og aktiviteter, herunder hjemtagning af tilbud, planlægning og dimensionering
  • Montering af AV udstyr
  • Forestå opstart og afvikling af AV, til museets interne og eksterne arrangementer.
  • Foretage programmering af AV-installationer samt servicere og drifte disse, herunder justering og styring af lyd, video eller andre installationer
  • Klargøring af AV-mediefiler, herunder tilpasning, programmering og redigering til aktiviteter

For museets andre besøgssteder gælder, at der som udgangspunkt kun udføres rådgivning i forbindelse med indkøb af AV-udstyr, herunder hjemtagning af tilbud og i nogle tilfælde også supervisionsopgaver.

Inden for alle opgaver er det vigtigt for os, at det sker i samarbejde med kolleger, som leverer indhold, ideer og feedback for, at vi kan være med til at udvikle de bedste løsninger. Det er også vigtigt at tænke drift-delen ind, så løsningerne er servicevenlige, driftssikre og økonomisk forsvarlige.

Kvalifikationer

Vi vil lægge vægt på, at du:

  • Har en relevant faglig baggrund som Teater-, event- og AV-tekniker eller lignende
  • Har solid erfaring med mange typer af AV-arbejde
  • Er god til at planlægge og strukturere eget og gruppens arbejde
  • Er løsningsorienteret, kan og vil tænke helhedsorienteret
  • Er ansvarsbevidst
  • Kan få et samarbejde med forskellige faggrupper til at blive et plus for alle
  • Kan arbejde både selvstændigt og i teams
  • Kan improvisere og finde på løsninger

Løn- og ansættelsesvilkår

Arbejdstiden er gennemsnitlig 37 timer ugentligt. I forbindelse med aktiviteter, events og sommer åbningstider vil en væsentlig del af arbejdstiden være efter kl. 17:00 og i weekenderne.

Arbejdsstedet er primært Prinsens Palais i det centrale København, men der vil også være opgaver på museets øvrige adresser. Løn- og ansættelsesforhold fastsættes i henhold til relevant overenskomst i Staten eller i henhold til individuel kontrakt.

Nationalmuseet skal have mulighed for at vurdere en børneattest og en straffeattest til privat brug inden ansættelsen.

Ansøgning

Nationalmuseet arbejder aktivt for ligestilling blandt vore medarbejdere og opfordrer derfor alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingerne.

Skriftlig ansøgning sendes via vores elektroniske rekrutteringssystem på Nationalmuseets hjemmeside og skal være museet i hænde senest mandag den 20. februar 2023.

Ansættelsessamtalerne forventes afholdt i løbet af uge 10.

Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til AV-tekniker Mikkel Hjort Hansen på 4120 6823 eller e-mail mhh@natmus.dk eller chef for Udstillingsdesign og Projektledelse Maruiska Solow på 4120 6044 eller e-mail msl@natmus.dk

Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum og et statsmuseum under Kulturministeriet. Nationalmuseet styrker historiebevidsthed og medborgerskab ved at belyse Danmarks og verdens kulturer og deres indbyrdes afhængighed. Ca. 655 medarbejdere er fordelt på 4 afdelinger: Forskning, Samling og Bevaring, Museer og Slotte, Nationalmuseet København samt Drift og Administration. Se mere om Nationalmuseet her.

Publiceret:
02/02/2023