Faginspektør til museet KØN

Ansøgningsfrist: 15-11-2022

  • Er du vild med museet KØN?
  • Brænder du for at arbejde med ligestilling, kønshistorie og kulturarv?
  • Er du en selvstændig og handlekraftig fagnørd, der kan få museets samling og ansvarsområde til at stråle?
  • Har du erfaring med forskning, samlingsvaretagelse og formidling af kulturarv?

Så har vi brug for dig.

Vi søger en medarbejder med en ph.d.-grad til at varetage forsknings, samlings og formidlingsarbejde indenfor museets faglige ansvarsområde: kønnenes kulturhistorie.

Museet er inde i en positiv udvikling, hvor fokus er at styrke museet som et af landets væsentligste attraktioner.
Med oplevelsen i centrum vil museet være førende dialogskaber om kønnets betydning og skabe indsigt, engagere de besøgende og styrke viljen til et ligestillet samfund.

Ambitionsniveauet er højt: Vi vil være en national platform, der gennem viden og historiske genstande kvalificerer samfundsdebatten om køn – både on location, off location og online.

Om stillingen

I stillingen vil du komme til at arbejde med en høj faglighed omkring køn og kulturhistorie, og du får mulighed for at sætte præg på museets strategi indenfor indsamling, forskning og formidling.

Du bliver en del af en travl, spændende og hjertevarm arbejdsplads med konstant skiftende opgaver. Vi betragter museet som en levende organisme, hvor alle tager ansvar og arbejder med og mod fælles mål.

Som faginspektør vil du få ansvar for at forankre samlingen i museets forskning og formidling via fagartikler, undervisningskoncepter, events m.v.

Arbejdet med vores omfattende samling af kulturhistoriske genstande omfatter:

  • Indsamling og registrering af museumsgenstande.
  • Fremtagelse og genplacering af museumsgenstande på magasiner
  • Opsyn med museets magasiner
  • Administration af ud- og indlån
  • Svar på henvendelser fra borgere og samarbejdspartnere vedrørende samlinger og genstande.

Erfaring og kvalifikationer

Det er et krav, at du har en ph.d-grad i et museumsrelevant fag med kulturhistorisk tyngde. Det vil være en stor fordel, hvis du har erfaring med lignende opgaver fra et statsligt eller statsanerkendt museum, herunder registrering i genstandsdatabasen SARA.

Vi forventer også, at du har lyst til med afsæt i genstande og samlinger at tilegne dig viden og sætte nye standarder for, hvordan museet formidler denne viden til omverdenen.

Du kan forvente god hjælp og faglig sparring til dine opgaver. På KØN lægger vi vægt på at dele viden og inspiration mellem hinanden, på tværs af faglige kompetencer.

Stillingen er på 37 timer ugentligt og til besættelse 1. januar 2023 eller snarest derefter. Aflønning efter gældende overenskomst.

Stillingen refererer til museumsdirektøren.
Ansøgningsfristen er 15. november 2022.
Send ansøgningen til info@konmuseum.dk i PDF-format og i ét samlet dokument.
Samtaler i uge 46 og 47.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til museumsdirektør Julie Rokkjær Birch: jrb@konmuseum.dk | 25 45 45 23

Museet KØN har de senere år manifesteret sig som Danmarks synlige og kvalificerende platform for køn, ligestilling og mangfoldighed. Museet fortæller historier, der sjældent bliver fortalt. Fra korsetter til Kussomaten, fra demokratihistorie til penisforlænger, fra rødstrømper til kønshormoner, fra machokultur til MeToo, fra fødsler til fædrebarsel. Museet blev i 2022 nomineret til European Museum Awards og er som en af de første attraktioner i Danmark certificeret med det helt nye mærke Green Attraction og er dermed anerkendt for sin bæredygtige profil.

Publiceret:
17/10/2022