Kommunikationsmedarbejder Museum Horsens

Ansøgningsfrist: 09-01-2023

Synes du, at museer er fantastiske, og at kultur er noget vi selvfølgelig konsumerer i rå mængder? Så er du muligvis den helt rigtige kommunikationsmedarbejder for os. Museum Horsens har brug for en dedikeret, kreativ, nytænkende og nyskabende kommu­ni­ka­tions­medarbejder. Vi kan til gengæld tilbyde et arbejde med høj faglighed og varierede arbejds­opgaver i spændende og konstant udviklende rammer.

Der er tale om en tidsbegrænset ansættelse i 2 år – med mulighed for forlængelse. Tiltrædelse pr. 1. marts 2023 eller efter aftale.

Museum Horsens er et statsanerkendt museum, der består af afdelingerne Fængselsmuseet, Horsens Museum, Horsens Kunstmuseum, Arkæologi og Byarkivet. Museum Horsens formidler straffens historie på Fængselsmuseet, dansk billedkunst efter 1980 på Horsens Kunstmuseum og Horsens historie på museum, arkiv og i byrummet i form af rundvisninger, foredrag mv.  

Primære opgaver

Museum Horsens har en bred vifte af arrangementer, og vi har mange besøgende på vores museer. Men vi vil gerne have endnu flere, og vi vil gerne udbrede kendskabet til vores museer gennem en brugerinvolverende dialog, der engagerer vores gæster såvel off- som online. Som kommunikationsmedarbejder vil du blive ansvarlig for kontakten til presse og for at koordinere den samlede kommunikations- og markedsføringsstrategi – i nært samarbejde med ledelsen. Dine primære opgaver vil være at producere og planlægge indhold og kampag­ner til hjemmesider, SoMe, nyhedsbreve og diverse analoge platforme. Det vil være en stor fordel, hvis du også har kendskab til og talent for at producere podcasts, videoer og andre kendte (og måske ukendte) digitale formater.

Kvalifikationer

Ansættelsen forudsætter, at du har et skarpt øje for de nyeste udviklingstendenser, og at du har lyst til og interesse i at sætte aftryk i museumsverdenen. Vi forventer, at du har stort udsyn til kulturverdenen, og at du også gennem netværk er i stand til at udbrede kendskabet om vores museer og deres historier. Vi stiller ikke specifikke krav til din uddannelsesmæssige baggrund, men vi forventer, at du har et højt fagligt niveau, overblik og tør tænke nyt. Vi forudsætter, at:

  • Du er dygtig til at kommunikere på dansk og engelsk – og også meget gerne tysk.
  • Du har erfaring med hjemmesideredigering, InDesign og layout.
  • Du har gode samarbejdsevner samtidig med, at du er god til at arbejde selvstændigt.
  • Du er struktureret, ansvarsbevidst og god til at bevare overblikket.
  • Du er udviklingsorienteret.
  • Du kan fremvise resultater fra tidligere ansættelser.
  • Du brænder for museets ansvarsområder.

Løn og ansættelsesvilkår

Arbejdstiden er 37 timer ugentligt. Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte museumschef Merete Bøge Pedersen på telefon 4081 3344 / mail mbop@horsens.dk

Ansøgningsfrist: Mandag den 9. januar 2023.

Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 2 og 3, 2023.

Læs mere om Museum Horsens på: www.museumhorsens.dk.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

Ansøgning sendes elektronisk via dette link

Publiceret:
12/12/2022