Koordinator til bogafdelingen i museumsbutikken til Nationalmuseet

Ansøgningsfrist: 02-01-2023

Nationalmuseet søger en medarbejder til museumsbutikken i Nationalmuseet København, der kan varetage bogafdelingen i butikken. Stillingen ønskes besat 1. februar 2023 eller snarest derefter.

Museumsbutikkens bogafdeling er noget ganske særligt, og vi har mange kunder, der forventer, at vi kan levere et højt niveau af faglige og historisk relevante bøger. Vi har både populære historiske bøger, børnebøger og de mere nicheprægede bøger, samt udgivelser fra Nationalmuseets egne forskere på andre og eget forlag.

Ud over at være ansvarlig for bogafdelingen, skal du på lige fod med resten af butikken indgå i de daglige rutiner så som, vareopfyldning, varemodtagelse, kassebetjening og diverse forfaldne gøremål. Det forventes at du vil sætte dig ind i butikkens mange historier og store varesortiment.

Arbejdsopgaver

De primære arbejdsopgaver er:

  • Betjening og vejledning af butikkens kunder
  • Sørge for at bogafdelingen er inspirerende og indbydende
  • Have overblikket over boglageret og sikre, at det er organiseret og opfyldt
  • Undersøge markedet for relevante bøger
  • Sikre at vi få de rigtige og relevante bøger hjem i samarbejde med indkøbsafdelingen
  • Sikre at det øvrige personale bliver oplært i og får viden om bogsortimentet
  • Daglige rutiner, så som kasseopgørelse, varemodtagelse, prismærkning og oprydning

Kvalifikationer

Der vil blive lagt vægt på, at du:

  • Uddannet boghandler og/eller har omfattende erfaring med salg af bøger
  • Har erfaring med kundebetjening
  • Er god til at skabe orden og overblik
  • Kan arbejde i Word, Excel og gerne kendskab til Navision
  • Er nysgerrig og klar på at lære nye ting
  • Kan lide at sælge og evner at give god kundeservice
  • Taler flydende dansk samt behersker engelsk på samtaleniveau og gerne har kendskab til andre sprog
  • Kan arbejde selvstændigt og indgå i team-arbejde
  • Er systematisk, engageret og udadvendt og kan bevare overblikket i travle perioder
  • Er fleksibel og serviceminded
  • Er historisk interesseret og trives med at være et ansigt udadtil

Butiksarbejde kan til tider være fysisk krævende, da du står og går meget i løbet af en dag. Der kan også i perioder komme store vareleveringer, som kræver fysisk håndtering som løft, flytning og udpakning. Dagene kan være meget travle og det vil være vigtigt, at du kan holde hovedet koldt og prioritere dine opgaver rigtigt, samt at du kan håndtere, at opgaverne kan skifte meget i løbet af en dag, da mange ubekendte situationer kan opstå på museet.

Løn- og ansættelsesvilkår

Arbejdstiden er på 32 timer pr. uge. Arbejdstiden placeres på alle ugens dage i tidrummet kl. 9.00 – 18.00 med arbejde hver anden eller tredje weekend.

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til den til enhver tid gældende OAO-S-fællesoverenskomst samt Organisationsaftale mellem Finansministeriet og HK.

Ansøgning

Nationalmuseet arbejder aktivt for ligestillingen blandt medarbejderne og opfordrer derfor alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Ansøgningen skal sendes via museets elektroniske rekrutteringssystem på vores hjemmeside www.natmus.dk/job Den skal være museet i hænde senest mandag den 2. januar 2023. Samtaler vil blive holdt i uge 3 og 4.

Vi ser frem til at høre, hvad du kan bidrage med til butikkens engagerede team.

Yderligere oplysninger om stillingen, kan indhentes hos butiksleder Rikke Refsbæk Lundemark på rikke.refsbaek@natmus.dk eller 4120 6831.

Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum og et statsmuseum under Kulturministeriet. Nationalmuseet styrker historiebevidsthed og medborgerskab ved at belyse Danmarks og verdens kulturer og deres indbyrdes afhængighed. Ca. 655 medarbejdere er fordelt på 4 afdelinger: Forskning, Samling og Bevaring, Museer og Slotte, Nationalmuseet København samt Drift og Administration. Se mere om Nationalmuseet på www.natmus.dk

Søg stillingen her

Publiceret:
05/12/2022