Ansøgningsfrist: 08-10-2023
Museet for Samtidskunst blev etableret i 1991 og har frem til 2021 boet i Det Gule Palæ i Roskilde. Museet var Danmarks første museum for samtidskunst og har gennem tiden støttet og indsamlet særligt flygtige og tidsbaserede kunstformer, som fx lyd, tekst, performance og video.
I dag er museet ved at udvikle en helt ny måde at være museum på. Vi har ikke en fast museumsbygning og opererer i stedet på skiftende besøgsadresser – de næste tre år kommer vi fx til at udfolde store dele af vores udstillingsprogram på det tidligere psykiatriske hospital Sankt Hans.
Målsætningen bag den nye retning er at skabe et tilgængeligt, engageret og foranderligt museum, der udforsker nye måder at formidle samtidskunsten på. Som kurator er du med til at realisere museets strategi og sætte retningen for Museet for Samtidskunst gennem arbejdet med vores udstillingsprogram.
Vores museumsinspektør er på forskningsorlov, og derfor søger vi en ny kurator i en projektansættelse på 2½ år med mulighed for forlængelse. Vi søger en engageret, erfaren og visionær kurator, som kan og vil tænke i nye formater.
Vi ser gerne, at du arbejder opsøgende, er vant til at samarbejde med andre end aktører inden for kunstverdenen, og at du passer ind i vores lille dynamiske team i Roskilde. Vi er ved at opbygge en helt ny organisation og arbejder løbende på at skabe et bæredygtigt, inspirerende og inkluderende arbejdsmiljø.
Vi forestiller os, at du har et omfattende og aktivt nationalt og internationalt netværk inden for samtidskunst, og vi ser gerne,at du har kuratorisk erfaring fra et eller flere museer. Derudover lægger vi stor vægt på din viden om og erfaringer med at realisere udstillinger eller andre aktiviteter inden for museets profilområde – de tidsbaserede og hybride kunstformer, som fx lyd og performance.
Ligeledes ser vi på dine erfaringer med udstillinger og andre aktiviteter, som udfolder sig uden for traditionelle udstillingsrum. Og så forventer vi, at du kan udvikle nye og vedkommende udstillingsformater og etablere samarbejder, som er både lokalt forankrede, og som resonerer langt ud over Roskilde og kunstverdenen i Danmark.
Som kollega søger vi en nysgerrig og engageret holdspiller, som samtidig har egne visioner og idéer. Du vil naturligvis få en central rolle i vores programgruppe, hvor vi udvikler vores udstillinger og program sammen – her indgår museets direktør, kurator, producent, kommunikationsansvarlige og kunstformidler. Målet er, at du, i samspil med dine kolleger, udforsker, udvikler og realiserer helt nye måder at formidle og udstille samtidskunst på.
Arbejdsstedet er på Museet for Samtidskunsts kontor på Musicon i Roskilde.
Vi søger en kurator i en 37 timers projektansættelse frem til juni 2026, med tiltrædelse snarest muligt.
Ansvarsområder og arbejdsopgaver:
Ansvarsområder og arbejdsopgaver:
- Udvikling af museets udstillingsprogram
- Bidrage til museets interne kunstfaglige kompetenceudvikling og strategiske udvikling
- Formidle og derigennem styrke museets identitet og profil udadtil
- Bidrage til udviklingen, formidlingen og aktiveringen af museets samling
- Fundraising til udstillinger og aktivitetsprogrammer
Arbejdsopgaverne løses i tæt samarbejde med museets team.
Vi forventer, at du:
- Har erfaring med ovenstående arbejdsopgaver
- Er god til både at arbejde selvstændigt og sammen med andre
- Er struktureret, visionær og en god kollega
- Er en inspirerende og engageret formidler i både tale og skrift på dansk (eller et andet skandinavisk sprog) og engelsk
Løn efter gældende AC-overenskomst.
Deadline for ansøgningen er søndag 8. oktober. Samtaler afholdes inden 1. november. Send en motiveret ansøgning samt dit CV via nedenstående ansøgningsknap. Spørgsmål om stillingen kan rettes til telefon 8195 8001.