Ansøgningsfrist: 05-09-2021
Har du lyst til at lede og udvikle et stærkt team, hvor vi har en solid erfaring, og hvor det gode arbejdsmiljø og samarbejde vægtes højt i dagligdagen?
Moesgaard Museum er en spændende og kreativ arbejdsplads i enestående omgivelser, hvor dagene sjældent er ens, og hvor du som person vil opleve gode personlige udviklingsmuligheder.
Har du lyst til at lede og udvikle et stærkt team, hvor vi har en solid erfaring og hvor det gode arbejdsmiljø og samarbejde vægtes højt i dagligdagen? Så er du måske den, der skal drifte og videreudvikle Moesgaards butik, billetsalg og reception (telefon og booking). Et højt serviceniveau for museets gæster er nøglen i arbejdet. Personaleledelse, der sikrer et godt arbejdsmiljø og daglig arbejdsglæde selv i pressede situationer vægtes ligeledes højt sammen med det økonomisk ansvar for drift af butikken.
Jobbet som leder af butik, billetsalg og reception:
- Fokus på alle aspekter af butiksdrift i forhold til personalehåndtering, økonomisk optimering og kvalitetssikring.
- Inddragelse og motivering af medarbejderne.
- Strategisk forretningsudvikling af området i samarbejde med publikumschef og med inddragelse af nøglemedarbejdere.
- Du arbejder nysgerrigt og kreativt med indkøb og formår at integrere museets forunderlige verden i butikkens vareudvalg med et skarpt øje for målgrupper.
- Med det overordnede ansvar for vagtplanering sikrer du løbende tilpasning til optimal drift under hensyntagen til gældende overenskomster for området.
- Du er ikke sen til selv at springe til og medvirke til betjening af museets gæster og går forrest som det gode eksempel. Du vil således indgå i bemandingen af butik og billetsalg 1-2 dage om ugen.
Dig:
Du har erfaring med strategisk forretningsudvikling, ledelse og drift af butik. Du har flere års erfaring med ledelse, forretningsdrift og service. Du har ordenssans, har øje for detaljen, og du identificerer og tager fat, hvor du ser mulige forbedringer. Du er fleksibel og løsningsorienteret i din tilgang til arbejdsopgaverne. Du synes det er interessant at arbejde med strategiske KPI’er som værktøj til forretningsudvikling og budgetopfølgning. Kendskab til Navision, DeltaPlan og Butiksoverenskomsten mellem Dansk Erhverv og HK er en fordel.
Du tilbydes:
Løn og ansættelsesvilkår ifølge relevant overenskomst, ordnede arbejdsforhold og en række personalegoder – som bl.a. rabat til museer samt en aktiv personaleforening.
Der er tale om en fast stilling på 37 timer om ugen i gennemsnit, men da der er tale om en ledende stilling, er du ikke omfattet af nogen højeste arbejdstid. Arbejdstiden er fordelt på alle ugens dage, herunder enkelte aftener, weekender og helligdage. Stillingen refererer til Publikumschefen.
Tiltrædelse hurtigst muligt.
Er det dig?
Så send ansøgning med udførligt CV i én samlet PDF til job@moesgaardmuseum.dk med angivelse af: ”Leder af butik og billetsalg” i emnefeltet, så den er os i hænde senest 5. september 2021.