Medarbejdere til Christiansborg Slot

Ansøgningsfrist: 07-02-2022

Kunne du tænke dig at arbejde på Christiansborg Slot og formidle Slotsholmens kongelige historie?

Som medarbejder skal du deltage i at udbrede kendskabet af Kongehusets brug af Christiansborg Slot, De Kgl. Repræsentationslokaler, middelalderhistorie i Ruinerne, De Kongelige Stalde, kongelige madtraditioner i Det Kongelige Festkøkken, de kongelige ceremonier i Slotskirken og de kongelige skulpturer i Kongernes Lapidarium (i Christian 4.s Bryghus).

Arbejdsopgaver
De primære arbejdsopgaver er:

  • Servicering, vejledning og information til alle vores gæster
  • Billet- og varesalg
  • Vareopfyldning, samt sikre at butiksområdet altid fremstår præsentabelt
  • Deltagelse i gennemførelsen af publikumsaktiviteter på de forskellige besøgssteder

Kvalifikationer
Der vil blive lagt vægt på, at du:

  • Har erfaring fra en lignende stilling, herunder kassebetjening
  • Har et kendskab til og interesse i Danmarks historie
  • Taler et flydende dansk samt behersker engelsk på brugerniveau og gerne har kendskab til andre sprog
  • Er fleksibel og serviceminded
  • Kan lide at medvirke i et team, der får dagligdagen til at fungere og kan bevare ro og overblik på dage med mange besøgende
  • Trives med direkte kundekontakt

Løn- og ansættelsesvilkår
Følgende stillinger ønskes besat:

En varig stilling med gennemsnitlig 25 timer pr. uge. Stillingen ønskes besat med virkning fra den 1. april 2022
2 stillinger med gennemsnitlig 30 timer pr. uge. Stillingerne er tidsbegrænset til perioden 1. april – 31. oktober 2022
7 stillinger på 7,5 time pr. uge. I juli, august og september vil der være mulighed for væsentlig flere timer (formentlig 25-30 timer pr. uge). Stillingerne er tidsbegrænset til perioden 1. april – 31. oktober 2022
Arbejdstiden kan være placeret på alle ugens dage og du skal forvente at skulle arbejde hver anden eller tredje weekend.

Løn og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til den til enhver tid gældende OAO-S-fællesoverenskomst samt Organisationsaftale mellem Finansministeriet og HK.

Ansættelsen er betinget af, at du kan sikkerhedsgodkendes.

Ansøgning
Nationalmuseet arbejder aktivt for fremme af ligestillingen blandt medarbejderne og opfordrer derfor alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingerne.

Send os en ansøgning via vores elektroniske rekrutteringssystem på Nationalmuseets hjemmeside www.natmus.dk/job. Din ansøgning skal være museet i hænde senest mandag den 7. februar 2022.

Du bedes skrive, hvilen/hvilke stillinger, som du er interesseret i.

Ansættelsessamtaler forventes at finde sted i uge 8-9.

Yderligere oplysning om stillingerne, kan fås ved henvendelse til drift-og publikumsleder Jan Blichert-Hansen på telefon 41 20 68 70 eller mail: jbs@natmus.dk

Oplysninger om Christiansborg Slot og tilknyttede besøgssteder findes på www.kongeligeslotte.dk

Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum og et statsmuseum under Kulturministeriet. Nationalmuseet styrker historiebevidsthed og medborgerskab ved at belyse Danmarks og verdens kulturer og deres indbyrdes afhængighed. Ca. 655 medarbejdere er fordelt på 4 afdelinger: Forskning, Samling og Bevaring, Museer og Slotte, Nationalmuseet København samt Drift og Administration. Se mere om Nationalmuseet på www.natmus.dk

Søg stillingen her.

Publiceret:
21/01/2022