Ansøgningsfrist: Løbende samtaler
Museum Kolding søger timelønnede museumsværter – Sommerfugle til Besøgscentret Skamlingsbanken, primært til sommerperioden.
Jobbet som sommerfugl indeholder værtsrollen, formidling af stedet, cafedrift og museumsbutik.
Arbejdssted:
Besøgscentret Skamlingsbanken, Skamlingvejen 125, 6093 Sjølund
Arbejdstid:
Omkring 15 timer pr. uge alt efter dit ønske. Dine vagter afspejler Besøgscentrets åbningstid, som er hver dag kl. 10 til 17 – også weekender, helligdage og ferier.
Ansættelsestidspunkt:
Hurtigst muligt.
Hvad tilbyder vi:
Du bliver en del af Museum Kolding. Museum Kolding har åben for publikum tre steder: Verdensarvsbyen Christiansfeld, Staldgården i Kolding og Besøgscentret Skamlingsbanken.
Vi tilbyder en arbejdsplads, hvor du skal være med til at skabe rammerne for et besøgscenter med et højt ambitionsniveau. Museets vision er at skabe fremtidens museum, der vækker begejstring og nysgerrighed for folkets historie. Du kommer til at arbejde sammen med en række meget engagerede kollegaer, og bliver en del af en organisation, der er præget af værdiledelse ud fra værdierne: begejstring, kompetence og imødekommenhed. Som museumsvært indgår du i Museums Koldings team af museumsværter, der bemander museets forskellige besøgssteder.
Funktioner:
Du får din daglige gang i Besøgscentret på Skamlingsbanken, her er du Museets ansigt udadtil. Du skal bemande vores entré/butik/café, hvor vi sælger entrébilletter, udvalg af museumsvarer og en lille café samt generelt tage imod gæster og turister – og give alle en god oplevelse og en introduktion til den store fortælling, der er på Skamlingsbanken og i Besøgscentret. For det meste bemander du entré/butik alene, men i travle perioder er I flere på arbejde sammen.
Kvalifikationer:
- Museets ansigt udadtil – venlig og imødekommende over for gæster
- Salgsmindet i forhold til de formidlingstilbud, der tilbydes – omvisninger, events mv
- Tale engelsk, og gerne tysk
- Erfaring fra butik og håndtering af kasse
- Lyst til at betjene vores lille café
Hvem er vi:
Skamlingsbanken – et samlingssted.
Besøgscentret på Skamlingsbanken åbnede 12. maj 2021. Det nye Besøgscenter indfanger og formidler Skamlingsbankens rige historie. Skamlingsbanken er stedet, hvor vigtige emner er blevet diskuteret. Her er blevet talt brændende for det danske sprog, danskheden i Sønderjylland og kvinders valgret. Skamlingsbanken er stedet for de store taler og et markant sted i forhold til gruppers kamp for rettigheder og identitet.
Skamlingsbanken er formet af naturens kræfter og rundt på banken er der adskillige ruter, hvor det er muligt at opleve det kuperede landskab og den storslåede udsigt over Lillebælt. Besøgscenteret er bygget ind i banken og er en unik ramme for udfoldelse og formidling, hvor historierne fortælles igennem forskellige formidlingsgreb, tilpasset landskab og arkitektur, der henvender sig bredt og på tværs af generationer.
Besøgscenteret og Samlingsbanken danner ramme for en række events og arrangementer, fx guidede ture, sommerferieaktiviteter og koncerter. Museum Kolding står bl.a. for koncerterne ”Jazz på Skamling”, der arrangeres i samarbejde med Jazz i Trekanten og finder sted hver første søndag i måneden med Besøgscenteret som venue.
Besøgscenteret er blevet realiseret med støtte fra blandt andet A. P. Møller Fonden, Plan Danmark, Augustinusfonden, Kolding Kommune og Region Syddanmark.
Løn:
I henhold til gældende overenskomst.
Ansøgningsfrist:
Vi indkalder løbende til samtaler, og rekrutteringsprocessen afsluttes, når den rette kandidat er fundet