Museum Vestfyn søger studentermedhjælpere

Ansøgningsfrist: 01-04-2023

Museum Vestfyn søger timelønnede studentermedhjælpere til at udfylde rollen som museumsvært og kustode til opstart fra 1. april.

Du er den første museets gæster møder når de besøger udstillingerne og du besidder derfor den vigtige rolle, at give de besøgende et godt indtryk som museets ansigt udadtil.

Du kan være kulturelt interesseret eller have lyst til at prøve kræfter med arbejde på et museum.
Det vigtigste er dit engagement i at løse dine opgaver.

Arbejdstid

Du kommer til at indgå i en vagtplan, hvor vagterne fordeles mellem dig og de øvrige museumsværter og kustoder.

Stillingen er tidsbegrænsede til museets sæson i april – oktober. Museet søger til alle månederne, men vi har særligt brug for dig i sommerperioden, hvor vi har vores højsæson. Derudover vil forekomme vagter til særarrangementer, i skolernes ferier og op til jul. Timetallet og muligheden for vagter varierer i forhold til høj- og lavsæson. Du kan forvente at vagterne som udgangspunkt ligger indenfor tidsrummet 10-16. 

Museet har åbent i hverdage og weekenden, derfor skal du være indstillet på at tage vagter lørdag, søndag og helligdage.

Arbejdsområde

  • Modtagelse og servicering af gæster ved receptionen
  • Informere og vejlede gæster
  • Billethåndtering og salg af varer i butikken
  • Kasseopgørelse
  • Vareopfyldning, samt sikre at butiksområdet altid fremstår præsentabelt
  • Formidling af museets tre udstillinger
  • Rundering og sikkerhedsrelateret opsyn i udstilling
  • Åbne og lukke udstilling
  • Let rengøring

Kvalifikationer – vi forestiller, at du…

  • Er engageret, imødekommende og udadvendt
  • Har flair for god kundeservice og salg
  • Er fleksibel og klar til at springe til, når en kollega har brug for hjælp
  • Kan arbejde selvstændigt og indgå i et team
  • Bevarer overblikket og giver gæsten en god oplevelse, selv i en presset situation
  • Fremtræder præsentabel og har praktisk sans
  • Kan betjene gæster på dansk og engelsk. Tysk er en fordel, men ikke et krav

Vi tilbyder:

  • Oplæring
  • En arbejdsplads i historiske omgivelser med engagerede kollegaer, hvor du vil indgå i en gruppe af museumsværter og kustoder
  • Arbejde på et lokalmuseum under udvikling

Ansøgning

Museum Vestfyn ønsker ligestilling blandt vores medarbejdere og opfordrer derfor alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingerne. Stillingen søges ved at sende ansøgning og CV til sh@museumvestfyn.dk.

Ansøgningsfristen er 1. april 2023. Ansættelsessamtaler holdes løbende.

Museum Vestfyn skal have mulighed for at vurdere en børne- og straffeattest til privat brug inden ansættelse. Straffeattesten skal du bestille på politi.dk og med dit samtykke gives museet lov til indhentning af børneattest.

Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til museumsinspektør Steffen Hansen på mail sh@museumvestfyn.dk eller telefon 51 83 00 05.

Om Museum Vestfyn

Museum Vestfyn er et selvejende statsanerkendt museum beliggende i Assens og har som ansvarsområde at bevare og formidle nyere tids kulturarv i Assens Kommune. Museet omfatter de tre udstillinger ”ERNST”, ”WILLEMOES” samt ”Mennesket og Havnen”, som hver formidler en del af Assens i historiske omgivelser. ERNST befinder sig i den gamle bygning for J. Ernst Sølvvarefabrik, som Frederik Ernst omdannede til borgerhjem med sin samling i overdådige mængder af bl.a. sølv, kunst og keramik. I den flotte røde bindingsværkbygning centralt i byen, fortæller udstillingen WILLEMOES om søhelten Peter Willemoes gennem leg og udfoldelse i hans barndomshjem. Mennesket og Havnen formidler med sin placering ud til vandet i Assens Toldkammer, historien om Assens Havn og havnens betydning for byen og oplandet.

Se mere om Museum Vestfyn på hjemmesiden www.museumvestfyn.dk.

Publiceret:
15/02/2023