Museums- og oplevelsesformidlere til vikingeborgen Trelleborg

Ansøgningsfrist: 13-02-2023

Har du lyst til at arbejde med at skabe gode oplevelser, formidling og undervisning på en spændende og anderledes måde? Er du frisk på at løse både pædagogiske og praktiske opgaver? Brænder du for gennem dialog at tage udgangspunkt i gæsternes verden, med en legende tilgang til læring og aktiviteter? Så er du måske den person, vi søger på Vikingeborgen Trelleborg?

Til sæsonen 2023 søger Vikingeborgen Trelleborg, der er en del af Nationalmuseet, 3 museums- og oplevelsesformidlere til at varetage om- og undervisning for undervisningsinstitutioner, grupper og familier, samt forestå vikingeaktiviteter i ferier og weekender for museets øvrige gæster.

Trelleborg ligger i et smukt naturområde og består af et museum, en ringborg fra sen vikingetid, et rekonstrueret langhus og en lille vikingelandsby. Formidlingen foregår hovedsagelig udendørs i disse rammer.

Arbejdsområde

Dine primære arbejdsopgaver vil være:

  • Om – og undervisning af børn og unge i alle aldre med fokus på livet på den kongelig vikingeborg, Trelleborgs historie og vikingetiden
  • Aktiviteter i vikingelandsbyen, events og rundvisning for museets gæster
  • Præsentation af vikingetidens håndværk, madlavning, krigertræning mv.
  • Praktiske opgaver i forbindelse med formidlingsarbejdet

Arbejdet vil hovedsagelig foregå udendørs og i vikingedragt.

Kvalifikationer

Vi forventer, at du:

  • Er studerende enten på en videregående uddannelse, som arkæologi, historie, pædagogik eller lign. eller studerende på lærer- og pædagoguddannelsen
  • Har lyst til at formidle og undervise med udgangspunkt i arkæologi og historie
  • Er en begejstret, nærværende og levende fortæller
  • Er selvstændig og ansvarsbevidst
  • Er praktisk orienteret
  • Er fleksibel i forhold til mødetider.

Vi tilbyder et aktivt museumsmiljø, et dynamisk formidlerteam og mulighed for at udvikle din historiske viden, samt kompetencer inden for undervisning og kommunikation.

Løn- og ansættelsesvilkår

Arbejdsstedet er vikingeborgen Trelleborg, 6 km vest for Slagelse. Arbejdstiden er varierende, men typisk ca. 6 timer om ugen. Du skal forvente flere timer i skoleferierne og under årets vikingefestival i uge 29. Arbejdstiden placeres på alle ugens dage, og du skal kunne arbejde mindst en weekend om måneden. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til Regulativ for museums- og oplevelsesformidlere af 14. januar 2022.

Nationalmuseet skal have mulighed for at vurdere en børneattest inden ansættelsen.

Ansættelsesperioden er fra den 27. marts 2023 til 31. oktober 2023. Vi afholder uddannelsesdage den 27.- 29. marts 2023, som du skal deltage i. Der vil desuden være løbende oplæring i de forskellige formidlingsforløb.

Ansøgning

Nationalmuseet arbejder aktivt for at fremme ligestillingen blandt medarbejderne og opfordrer derfor alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingerne.

Vi glæder os til at læse din ansøgning, som sendes sammen med dokumentation for beståede eksaminer via vores elektroniske rekrutteringssystem på Nationalmuseets hjemmeside www.natmus.dk/job. Den skal være museet i hænde senest mandag den 13. februar 2023.

Har du lyst til at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte museumschef for Trelleborg Anne-Christine Larsen på tlf. 4120 6390 eller 4120 6393.

Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum og et statsmuseum under Kulturministeriet. Nationalmuseet styrker historiebevidsthed og medborgerskab ved at belyse Danmarks og verdens kulturer og deres indbyrdes afhængighed. Ca. 655 medarbejdere er fordelt på 4 afdelinger: Forskning, Samling og Bevaring, Museer og Slotte, Nationalmuseet København samt Drift og Administration. Se mere om Nationalmuseet på www.natmus.dk

Søg stillingen her

Publiceret:
16/01/2023