Industrimuseet Frederiks Værk, et af Danmarks 25 nationale industriminder udpeget af Slots- og Kulturstyrelsen, er på udkig efter en engageret og erfaren museumschef. Museet arbejder målrettet med at indsamle, forske og formidle industribyen Frederiksværks historie. Byen er museets vigtigste genstand og arbejdet med at fremme forståelsen af industribyen er en central opgave i samarbejde med Halsnæs Kommune.
Industrimuseet Frederiks Værk er i en spændende fase med fokus på fornyelse og udvikling, herunder formidling af Krudtværksområdet med nye udstillinger. Museet har netop modtaget en bevilling på Finansloven til dette arbejde, og vi forbereder en større fondsansøgning. Det er vores forventning, at dette projekt er gennemført i løbet af de næste 2-3 år.
Knud Rasmussens hus er en perle i Nordsjælland, hvor polarforskerens liv og virke formidles i hans bevarede hus med interiør. Museet er partner med kommunen i et stort anlagt projekt på havnen i Hundested, der skal belyse Arktis bl.a. set i relation til Knud Rasmussens liv og virke. Knud Rasmussens hus er kun åbent i sommerhalvåret og står stemningsfyldt som for ca. 100 år siden. Derfor har vi ønsket om at kunne formidle yderligere om de nævnte emner.
Som museumschef skal du være klar til at lede museet ind i en ny æra, præget af digital transformation, publikumsudvikling, og et dybere engagement både lokalt, nationalt og internationalt.
Hvem vi leder efter:
- Du har en relevant akademisk uddannelse som historiker, etnolog, eller lignende, men vi er også åbne over for andre uddannelser. Vigtigst er din evne til at guide museet fremad
- Du har uddannelse og erfaring som leder herunder personalestyring, økonomi og administration. Industrimuseet Frederiks Værk består af 5 fuldtidsansatte og 20 deltidsansatte (primært museumsværter) – og derudover samarbejder vi med en række foreninger, organisationer, andre museer mv. Derfor er din evne til at skabe følgeskab og gode samarbejder af afgørende betydning både indenfor og udenfor museet
- Du har erfaring med fondssamarbejde og forstår vigtigheden af at opbygge og vedligeholde relationer med lokale embedsmænd, politikere, og andre nøgleinteressenter
- Du har en stærk interesse for og forståelse af arbejdet med Frederiksværk by som museumsgenstand. Du har evnen til at se og udvikle helheden i vores museum, herunder vores rolle som samarbejdspartner i bredere formidlingsprojekter
- Du har erfaring med at samarbejde med en bred vifte af interessegrupper og forstår vigtigheden af inkluderende, transparent og respektfuld kommunikation
Løn- og ansættelsesvilkår:
Stillingen forventes besat pr. 1. november 2023.
Lønnen forhandles ud fra dine kvalifikationer med udgangspunkt i gældende overenskomst for akademikere og principperne i Ny Løn. Vi gør opmærksom på, at museet indhenter straffeattest ved alle nyansættelser.
Organisatorisk vil du blive ansat i Halsnæs Kommune. Du vil til daglige være udlånt til museet. Du refererer direkte til bestyrelsen.
Hvis du vil vide mere om jobbet, kan du kontakte bestyrelsesformand Michael Lauenborg på 2323 3825 eller mail mic.lauenborg@gmail.com
Om processen:
Ansøgningsfrist er den 18 august 2023 og medsendt gerne dine ideer for museets fremtid.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 12. september, Kandidattest den 15. september og 2. samtale den 19. september 2023
Se mere om museerne på www.indmus.dk og www.knudrasmus.dk
Om Halsnæs Kommune
Halsnæs er en levende kommune med stærke lokale identiteter og med hovedstaden inden for rækkevidde. Her lever vi tæt på natur, hav og fjord, som giver mulighed for aktive oplevelser for borgere, besøgende og ansatte.
Halsnæs Kommune er en moderne og rummelig arbejdsplads i bevægelse. Vores tre værdier: redelighed, mulighed og helhed er vores fundament. I Halsnæs Kommune får du cirka 3.400 kollegaer fordelt over hele kommunen. Vi har en ambition om, at Halsnæs Kommune skal være et sted, du gerne vil arbejde – uanset hvilken faglighed, du kommer med. Vi sætter barren højt og gør os hver dag umage med at skabe de bedste forudsætninger for, at medarbejderne trives og leverer service og velfærd af høj kvalitet.