Ansøgningsfrist: 31-01-2023
Vi søger en museumsinspektør til at indgå i Kulturarvsenhedens korps af faglige medarbejdere. Du skal varetage nyere tids opgaver indenfor vores geografiske ansvarsområde. Det gælder sagsbehandling efter museumslovens kapitel 8, indsamling, registrering og forskning.
På Holmegaard Værk skal du arbejde med registrering af glas og keramik sammen med vores engagerede frivillige. Og du skal samarbejde med vores event- og udstillingsafdelinger om formidling.
Vi ser gerne, at du har en kandidatgrad indenfor et relevant fagområde, fx etnologi, historie eller kunsthistorie, og at du har et kendskab til arbejdsgangene på et museum. Du skal kunne kommunikere både med fagkolleger, gæster og frivillige – og kunne indgå i en stor organisation, hvor ansvaret for formidling og udstillinger ligger i en anden afdeling.
Derudover ser vi også gerne, at du vil sætte et fagligt aftryk med det arbejde, du laver og er interesseret i at udvikle vores arbejdsplads og gøre den endnu bedre. Hvis du fx har erfaringer med forskning og indgår i netværk indenfor dit fagområde, vil det blive regnet for positivt.
Vi kan tilbyde en arbejdsplads primært på Holmegaard Værk, hvor du hver dag vil møde mange forskellige faggrupper. Du kan med passende varsel forvente at skulle møde på vores andre afdelinger også.
Arbejdstiden er 37 timer om ugen, og lønnen er efter magisterforeningens statslige overenskomst og en forhåndsaftale, der fastsætter tillæg. Dato for ansættelse forventes at blive den 1. april 2023. Stillingen er i første omgang tidsbegrænset til tre år med mulighed for efterfølgende ansættelse.
Eventuelle spørgsmål kan stiles til Kulturarvschef Kristoffer B. Pedersen på telefon 6024 4130 eller mail kbp@museerne.dk.
Ansøgning samt CV sendes via ”søg jobbet online” og senest den 31. januar 2023.
Vi forventer at afholde samtaler den 13. og 20. februar.
Du kan læse mere om Museum Sydøstdanmark på www.museerne.dk.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex. Søg stillingen her