Museumsinspektør til Danmarks Tekniske Museum

Ansøgningsfrist: 13-09-2023

Danmarks Tekniske Museum søger en museumsinspektør til udvikling af legende formidling af teknologi.

Danmarks Tekniske Museum er i disse år i gang med at udvikle de formidlings- og undervisningsgreb, der skal lægge grunden for udstillinger, undervisning og aktiviteter på det nye museum, vi arbejder på at etablere i Svanemølleværket.

Derfor søger vi nu en museumsinspektør, som skal kunne sætte nye og historiske teknologier i spil både i undervisningsformater og udstillinger til det nye museum. Den rette kandidat skal derfor både have kompetencer og ideer til at formidle teknologi og arbejde med samlinger og research til nye udstillinger.

Stillingen er delt ligeligt mellem to overordnede projekter.
Museet har modtaget støtte fra LEGO Foundation til et projekt, der skal udvikle legende og undersøgende undervisningstilbud samt legende og kreative interne arbejdsprocesser på museet. Museumsinspektøren kommer til at indgå som del af projektgruppen med ansvar både for at bidrage til udvikling af engagerende undervisningsformater og arbejde metodisk med nye greb i museets udviklingsarbejde.

Derudover kommer museumsinspektøren til at arbejde med at udvikle nye udstillingsideer til det kommende museum. Museet har som målsætning at koble sine historiske samlinger med aktuelle samfundsudfordringer. Derfor søger vi en museumsinspektør, der er optaget af teknologiens rolle i vores liv i dag og kan bidrage med relevante og gerne overraskende forslag til, hvordan museets samlinger kan åbne nye perspektiver på aktuelle debatter.

Museumsinspektøren skal:

  • bidrage til udvikling af legende og udforskende undervisningskoncepter
  • engagere sig i museets samlinger og finde koblinger mellem samlingerne og aktuelle samfundsudfordringer
  • bidrage til at udvikle arbejdsmetoder, der kobler leg, læring og kreativitet
  • udvikle nye udstillingskoncepter i samarbejde med kolleger, eksterne samarbejdspartnere, designere mv.

Den rette kandidat:

  • har som minimum en kandidatgrad i et teknologirelateret fag
  • har dokumenteret formidlingserfaring fra museer eller andre formidlingsinstitutioner
  • har praktisk erfaring med at arbejde med konkrete teknologier
  • er kreativ, nysgerrig og en holdspiller der vægter kollegial sparring og tværfagligt samarbejde højt

Om Danmarks Tekniske Museum

Danmarks Tekniske Museum er placeret i Helsingør og har det landsdækkende museale ansvar for at dække den teknologiske og industrielle udvikling i Danmark. Vi arbejder på at udvikle et nyt museum, der efter planen skal placeres i Svanemølleværket i Københavns Nordhavn. Visionen er at skabe et åbent og levende museum, hvor gæsterne både kan opleve de historiske samlinger og være med til at forme og skabe nyt indhold.
Du bliver en del af en ambitiøs og kreativ arbejdsplads, hvor vi vægter kollegaskab, samarbejde og fleksibilitet højt.

Ansættelsesforhold

Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 t/uge med start 1. december 2023. Arbejdsstedet er Danmarks Tekniske Museum, Fabriksvej 25, 3000 Helsingør.

Ansøgning

Danmarks Tekniske Museum arbejder aktivt for ligestilling blandt vores medarbejdere og opfordrer derfor alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Send din ansøgning via Jobindex QuickApply-boks senest onsdag d. 13. september 2023. Ansøgning vedlægges relevante bilag, herunder CV, dokumentation for uddannelse og referencer.

For yderligere oplysninger eller spørgsmål kontakt programchef Peter Bjerregaard, pb@tekniskmuseum.dk, +45 26 82 78 80.

Søg stillingen

Publiceret:
04/09/2023