Museumsinspektør til Furesø Museer

Ambitiøs og nysgerrig museumsinspektør søges til lokalmuseum
Faglighed, udvikling, samarbejde

Brænder du for lokalhistorie, sociale relationer og nyere byudvikling? Har du faglig tyngde, og kan du samtidig nytænke museumsaktiviteter? Så er du måske den lokalhistoriske inspektør, de leder efter til Furesø Museer.

Museets arbejde med lokalhistorien i Furesø Kommune er under transformation. Som lokalhistorisk inspektør arbejder du med drift og udvikling af vores to lokalmuseer, Mosegaarden i Værløse og Cornelen i Farum. Du varetager en bred vifte af opgaver inden for de fem museumssøjler, med særligt fokus på samlingerne. Helt aktuelt står vi over for en spændende udviklingsopgave, der skal sikre rammerne for en helt anden måde at lave lokalhistorie. I tråd med museets vision og prospekt for Mosegaarden indebærer dette blandt andet indsamling af fortællinger fra de sidste 100 år på Furesøegnen, opbygning af en ny permanent udstilling på Mosegaarden, samt nytænkning af museets formidlingsindsats. Du får derfor gode muligheder for at sætte dit præg på formidling af og forskning i lokalhistorien – og på at understøtte et innovativt og engageret museumsmiljø.

Kvalifikationer

Vi forventer, at du:

  • har forskningskompetencer, gerne i form af en ph.d.-grad, inden for et relevant fagområde såsom antropologi, etnologi, historie, sociologi eller lignende.
  • har lyst til at indgå i samarbejder og koordination på tværs samt i lokale og internationale netværk
  • er dygtig til at formidle og har erfaring med bred formidling
  • kan udføre og styre projekter og processer
  • er nysgerrig på mennesker og kan inddrage borgere og frivillige i museets arbejde
  • har erfaring med at søge eksterne midler
  • kender SARA godt og har kørekort

Vi ønsker os desuden en kollega, der

  • har udprægede samarbejds- og kommunikationsevner og lyst til at bidrage til et stærkt fagligt miljø
  • er imødekommende, opsøgende og nærværende
  • kan arbejde selvstændigt og i samarbejde med andre løfte en bred portefølje af opgaver
  • trives med mange samtidige komplekse opgaves og kan løse dem med høj kvalitet under tidspres

Løn og ansættelsesvilkår

Arbejdstiden er 37 timer ugentligt. Løn efter gældende overenskomst. Stillingen ønskes besat pr. 1. maj 2024 eller snarest derefter.

Ansøgning

Furesø Museer arbejder aktivt for ligestilling blandt vores medarbejdere og opfordrer derfor alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingen. Ansøgning og CV, inkl. evt. publikationsliste eller andre relevante bilag, fremsendes til ebj1@furesoe.dk senest fredag 16. februar kl. 12:00. Det påregnes at afholde samtaler i uge 9 og uge 10. Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til museumschef Cathrine Kyø Hermansen på mail: ckh@furesoe.dk.

Hvem er vi?

Furesø Museer er et statsanerkendt museum, der består af lokalmuseerne, Mosegaarden og Cornelen, samt Immigrantmuseet. Institutionen driver også Furesø Kommunes §7-arkiv og lokalarkiv. Museets udviklingsstrategi for et musealt forsamlingshus understøttes af pejlemærkerne: aktualitet, relevans, synlighed og samarbejde. Læs mere om os på: www.furesoemuseer.dk.

Publiceret:
11/01/2024