Museumsinspektør til pop, rock og ungdomskultur hos RAGNAROCK

Ansøgningsfrist: 23-05-2022

Har du en kæmpe viden om populærmusik? Har du gode, professionelle erfaringer med formidling og kommunikation til brede målgrupper? Og har du lyst til at arbejde på et ungt, ambitiøst museum i kreative rammer i Roskilde? Ja, så er dit drømmejob lige her!

Midt i den kreative bydel Musicon i Roskilde blot få minutters gang fra pladsen, der huser Roskilde Festival hver sommer, ligger RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur. Årligt går over 100.000 mennesker, når der ikke lige er corona, ind og ud ad dørene til det ikoniske besøgssted, der af National Geographic er udpeget som et ”must see” og et af de bedste i verden inden for interaktivt museumsdesign.

I udstillingerne på 1200 kvadratmeter findes unikke genstande, lydfortællinger, videomateriale og installationer, der repræsenterer afgørende dele af historien om populærmusikkens betydning og gennemslagskraft i det danske samfund fra 1950’erne til i dag. Et fyldigt arrangementsprogram og stærke udstillinger tiltrækker mange typer af brugere og gæster, ligesom kommercielle events, café og en stor museumsbutik bidrager til en helstøbt oplevelse for brugerne af stedet.

Det er museumsorganisationen ROMU, der driver RAGNAROCK som et af ti besøgssteder i vores fire ansvarskommuner ved Roskilde Fjord. Og nu opslår museumsorganisationen en meget sjælden og spændende fast stilling som museumsinspektør med ansvar for formidling og kommunikation af pop, rock og ungdomskultur på RAGNAROCK.

Bliver du vores nye kollega på RAGNAROCK, vil du komme til at stå i front for den måde, dansk pop, rock og ungdomskultur præsenteres på til et meget stort publikum gennem omvisninger, arrangementer, events, digital kommunikation og samarbejder med aktører i dansk musikliv- og kulturliv. Inspektøren indgår i et team med store visioner og masser af muligheder for at række ud også til nye og unge museumsbrugere.

Brede kvalifikationer

For at komme i betragtning til stillingen forventer vi, at du har følgende kompetencer og interesser:

  • Stor viden om dansk pop, rock og ungdomskultur – og umættelig lyst til at vide endnu mere.
  • Relevant videregående uddannelse, som passer til stillingens profil.
  • Erfaring fra arbejde med formidling i museumsregi, hvor tidligere resultater med at udvikle omvisninger, arrangementer og events med bred appel vægtes højt.
  • Evner til gennem kommunikation, herunder arbejde med digitale og sociale medier, at skabe og udbrede kendskab til museet.
  • Fortrolighed med udstillingsarbejde, der sigter mod at vække opsigt og give indsigt.
  • Flair for at aflæse tidsånden, mediebilledet og musiklivet, så RAGNAROCK i sin formidling af populærmusikken fremtræder med aktualitet og relevans for sin samtid.
  • Fokus på og interesse i at arbejde med indtægtsgivende aktiviteter i et tæt samarbejde med museets afdeling for salg og marketing.
  • Udpræget vilje til konstruktivt samarbejde i et gensidigt forpligtende arbejdsfællesskab.

Spændende stilling

Mange mennesker har et meget nært forhold til musik. Den er for mange et betydningsfuldt ”soundtrack til livet”, og det giver RAGNAROCK et helt særligt udgangspunkt og nogle enestående muligheder som museum. Derfor er jobbet på RAGNAROCK også noget ganske særligt.

ROMU tilbyder en væsentlig stilling med stor frihed under ansvar, med dygtige og venlige kolleger, der arbejder i en meningsfuld atmosfære, som hænger sammen med museumsorganisationens grundlæggende opgave med at bevare, åbne og udfolde kulturarv lige fra arkæologiske fund fra oldtiden til arrangementer om hip-hop på RAGNAROCK. Stillingen er placeret i afdelingen for formidling og kommunikation på ROMU, hvor der er 10 fastansatte kolleger samt adskillige deltidsansatte.

Den faste stilling, der er på 37 timer om ugen. Send gerne din ansøgning vedlagt CV og eksamensbevis til hannelar@romu.dk senest mandag den 23. maj kl. 12.

Ansøgningen stiles til museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard. For yderligere oplysninger kontakt konstitueret publikumschef Isabella Fuglø på isabellaf@romu.dk eller 29327541.

Tillidsrepræsentant for det akademiske område på ROMU er Julie Nielsen.

ROMU er en statsanerkendt, selvejende museumsorganisation, som har det kulturhistoriske museale ansvar i Roskilde, Lejre, Frederikssund og Egedal kommuner. ROMU driver 10 besøgssteder, herunder RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, som i 2019 havde mere end 100.000 gæster ind og ud ad dørene. Der er knap 100 ansatte i museumsorganisation fordelt på omkring 55 årsværk.

Publiceret:
09/05/2022