Nordjyske Museer søger guider til Vikingemuseet Fyrkat

Ansøgningsfrist: 01-03-2024

Er du vild med vikingetiden, arkæologi og de helt store historier? Får du en god energi af at møde gæster fra hele verden? Og har du lyst til at vække begejstring hos de besøgende. 

Så skal du overveje at blive guide på Vikingemuseet Fyrkat.

Om Vikingemuseet Fyrkat

De fem danske ringborge blev i 2023 udnævnt til UNESCO verdensarv som et samlet hele. Alle bygget på foranledning af vikingekongen Harald Blåtand. Ringborgene er fortællingen om de første danske konger, kristningen af danerne, kampen om magten og dannelsen af et dansk rige. På Vikingemuseet Fyrkat formidler vi den fortælling gennem landskab, bygninger, udstillinger og et levende miljø, hvor vi genskaber dagligdagen for de mennesker, som levede på ringborgenes tid.

Ud over selve ringborgen Fyrkat, der ligger i et naturskønt område ved Hobro, består museet dels af den istandsatte Fyrkat Møllegård, der fungerer som velkomstcenter, billetsalg og er et kommende udstillingssted, og dels af en rekonstrueret vikingegård ca. en kilometer derfra. Stederne er forbundne af vandrestier, som er knyttet til Hærvejen, Hobro by og Panoramaruten.

Vi søger dig som

Vi søger dig, som har en fortæller i maven og brænder for at formidle til andre. Du kan være studerende eller uddannet inden for arkæologi, pædagogik, undervisning, historie, dramaturgi og lignende. Det vigtige er, at du er en levende og engageret formidler, der kan gøre historien interessant og relevant for forskellige aldersgrupper.

Hvis du er selvstændig og ansvarsbevidst, praktisk orienteret og fleksibel med mødetider, matcher du profilen.

Som guide skal du være i stand til at sætte dig ind i et givent stofområde og herefter formidle det til mange forskellige målgrupper og aldersklasser. Omvisningerne finder sted på selve ringborgen og Fyrkat Møllegård, og de vil fra sensommeren 2024 også omfatte en ny udstilling. Som guide får du lov til at fordybe dig i historien og mulighed for at formidle direkte til publikum. Vi søger for god oplæring, sparring med dine kollegaer og et aktivt formidlingsmiljø med højt til loftet.

Rundvisningerne er på både dansk og engelsk. Mestrer du tysk, er det en kærkommen bonus. De foregår udendørs, og museet har åbent for besøg fra påsken til og med 31. oktober.

Arbejdsopgaver for guider

  • Formidling af historiske emner til publikum 
  • Sørge for tjek af billetter m.m.
  • Evt. give en hånd i butik og billetsalg samt andre praktiske opgaver

Arbejdstid

Hovedparten af arbejdstiden ligger i museet åbningstid – både i hverdage og i weekender. Der kan dog ved særlige forespørgsler forekomme aftenarbejde. Museet er åbent i perioden april til oktober.

Løn og ansættelsesvilkår 

Du ansættes ved Nordjyske Museer med løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.

Stillingen er tidsbegrænset for perioden april til oktober 2024, og det forventes, at du kan arbejde i både hverdage og weekender. Du ansættes som timelønnet guide på fast kontrakt med 10 timer om ugen, men med mulighed for at tage flere omvisninger og arrangementer.

Tiltrædelse lørdag 6. april 2024.

Ansøgning

Send en kort ansøgning (max 1 side) plus dit CV – senest 1. marts 2024. 

Du søger ved at følge linket “Søg stillingen”.

Alle ansøgninger behandles fortroligt og i henhold til gældende GDPR-forordninger.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Sara Heil Jensen, tlf. 24 94 77 66

Ansættelsessamtaler forventes afholdt inden 15. marts.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

Om os

Nordjyske Museer er et statsanerkendt museum med 13 udstillingssteder og dertil yderligere adresser. Arbejdspladsen har cirka 150 fastansatte medarbejdere svarende til ca. 85 fuldtidsstillinger. Vi omsætter årligt for ca. 70-80 mio. kr. Heraf er omtrent 30 % tilskud fra kommuner og stat.

Læs mere på vores hjemmeside: www.nordjyskemuseer.dk

Vores kerneværdier

På Nordjyske Museer giver vi historien liv.

Med udgangspunkt i de autentiske steder, genstande og fortællinger formidler vi vores fælles fortid – både den nære og den, der kigger ud i verden.

Vi skaber indblik og udsyn for vores gæster, så vores forskning bliver nærværende, og formidlingen bliver identitetsskabende.

Vi møder vores gæster i øjenhøjde, og vi har fokus på at give dem og vores mange samarbejdspartnere den bedst mulige service – både på museerne og i det digitale møde. 

Søg stillingen

Publiceret:
23/02/2024