Ny Museumsinspektør til Energimuseet

Energimuseet søger en ny museumsinspektør inden for nyere tids energihistorie. Den nyansatte kommer til at beskæftige sig med forskning, samlingernes forvaltning, fundraising og formidling.

Vi søger en person med forskningserfaring, og det vil være en fordel, hvis du har erfaring med at gennemføre projekter – herunder at skrive ansøgninger til fonde og puljer, da en del af museets virksomhed hviler på eksterne midler. Du må gerne have erfaring med at formidle forskning og viden, gennem skriftlige og mundtlige indlæg, og meget gerne gennem nyere medier som podcasts, digitale fortællinger m.m.

En central opgave er samlingernes forvaltning, herunder indsamling og registrering af genstande, dokumenter og fotos. Energimuseet har en omfattende samling, der fortæller energiforsyningens og energiforbrugets udvikling i Danmark, i særdeleshed inden for elektricitet.

Registrering af genstande, samt gennemgang og oprydning i den eksisterende samling, er en del af arbejdet i samarbejde med frivillige og timeansatte.

Museet er i gang med en større udvidelse/ombygning, og der vil være gode muligheder for at være med til at forme kommende opgaver og udstillinger. Energimuseet arbejder i disse år særligt indenfor den grønne omstilling og vedvarende energi, og optræder også gerne udenfor museets bygninger og område med udstillinger og events, som kan bringe yderligere forståelse for den grønne omstilling ud til Danmarks borgere.

Vi forventer at:

  • Du har en Ph.d. grad indenfor historie, etnologi, eller lign.
  • Eller mindst 10 års museumserfaring
  • Du har arbejdet med energihistorie
  • Du har kendskab til museumsområdet
  • Du har dokumenteret erfaring med digital formidling indenfor kulturområdet
  • Du har dokumenteret erfaring med at søge eksterne midler fra offentlige puljer
  • Du har gode samarbejdsevner og vilje til at møde eksterne samarbejdspartnere og borgere
  • Du arbejder naturligt sammen med kolleger med forskellige uddannelsesbaggrunde
  • Du kan arbejde selvstændigt og selv prioritere dine opgaver
  • Du er kreativ, og kan se ny og spændende udvikling for museet
  • Du er en teamspiller med en positiv energi, som er villig til at give en hånd med overalt på museet.

Energimuseet kan tilbyde dig:

  • En alsidig arbejdsplads – med højt til loftet og smukke omgivelser
  • Et job med mulighed for faglig udvikling og samarbejde
  • Et job hvor du har mulighed for at bruge en bred vifte af dine kompetencer
  • En arbejdsplads i udvikling, som du kan være med til at præge

Energimuseet
Energimuseet er et statsanerkendt museum beliggende nær Bjerringbro i Viborg kommune, ved Danmarks største vandkraftværk Gudenaacentralen, der er placeret ved Tange sø. Museet modtager økonomisk støtte fra Kulturministeriet, Viborg kommune og Energinet. Museet har mellem 40.000 og 50.000 gæster om året, heraf en del skoler og andre undervisningsanstalter. Se yderligere på www.energimuseet.dk

Yderligere oplysninger
For yderligere oplysninger om stillingen kan du kontakte Energimuseet, museumsinspektør Jytte Thorndahl på 86684211/ jt@energimuseet.dk eller Brinch & Partners, rekrutteringsansvarlig Ole Bæk på 40 70 57 43/ ob@brinchpartners.dk

Ansættelsesvilkår
Du ansættes efter gældende overenskomst for akademikere på det kommunale område. Der er mulighed for forhandling af et pensionsgivende tillæg afhængig af kvalifikationer.

Publiceret:
01/06/2021