Økonomiansvarlig til Karen Blixen Museum Rungstedlund

Ansøgningsfrist: 25-04-2024

Drømmer du om at arbejde på et af Danmarks smukkeste museer midt i den naturperle, Karen Blixen skabte, og har du erfaring som bogholder og med regnskabsaflæggelse, så er dette måske noget for dig.

Som kollega tilbyder vi dig

Du bliver del af et museum i rivende udvikling med fokus på forfatterhjem, litteraturhus og fuglereservat. Museet havde i 2023 besøgsrekord både i huset med ca. 48.000 gæster og i Fuglereservatet med 115.000 gæster samt et program på mere end 360 arrangementer, og de gode tal er fortsat ind i 2024.

Du vil indgå i et hyggeligt, travlt og livligt kollegialt miljø både blandt fastansatte, timelønnede og frivilliggrupper, hvor der ofte er højt tempo og mange deadlines. Vi lægger vægt på et hjælpsomt og samarbejdende miljø, hvor alle giver en hånd med.

Vi er en mindre arbejdsplads med ca. 10 fastansatte og flere deltidsansatte, der arbejder som museumsværter, i museumsbutikken og i vores café, samt tre frivilliggrupper især tilknyttet fuglereservatet. Vi sætter pris på et godt kollegaskab, hvor der er plads til forskelligheder. På Karen Blixen Museum får du en naturskøn arbejdsplads, hvor der er højt til loftet, og hvor der er kort vej fra tanke til handling

Din stilling som bogholder

I tæt samarbejde med museumsdirektøren varetager du regnskabsaflæggelse, ledelsesrapportering, projektregnskaber, bogføring, løn mv. og flere administrative opgaver. Vi arbejder i økonomistyringsprogrammet Microsoft Dynamics 365 Business Central og løn via Dataløn.

Stillingen er en fuldtidsstilling med mulighed for fleksibel tilrettelæggelse af arbejdsugen og for hjemmearbejdsdage. Tiltræden snarest muligt.

Dine ansvarsområder vil inkludere:

  • Løbende bogføring, debitor-, kreditor-, finans- m.v. og månedlig bankafstemning
  • Lønbehandling, herunder ferieregnskab m.v.
  • Månedsrapportering til ledelsen
  • Klargøring af årsregnskab og samarbejde med revisionen
  • Årsbudget i samarbejde med direktøren og løbende budgetopfølgning
  • Separat regnskabsstyring og momsberegning af fondsprojekter
  • Håndtering og beregning af splitmoms
  • Momsregnskab og -indberetning
  • LL§8A indberetning (donationer og skat)
  • Bistand til café og butik med lønregnskab og økonomistyring samt med afstemning af kasser og lager i museumsbutik og -café

Vores forventninger til dig

Du er en erfaren bogholder, der sætter pris på en varieret og travl dagligdag med stor frihed til selv at prioritere og tilrettelægge dit arbejde. Du trives med både udviklings-og driftsopgaver. Du er analytisk stærk, gerne supersej i Excel, og du er konstruktiv og god til at skabe struktur, overblik og analyser, så vi sammen hele tiden kan udvikle museet både økonomisk, administrativt og strategisk. For at trives i stillingen skal du i høj grad være selvkørende, energisk, fagligt stærk og ansvarsfuld om dine arbejdsopgaver. Du vil referere til og arbejde tæt sammen med direktøren.

Sådan søger du stillingen

Send din ansøgning, CV samt referencer i en samlet PDF til museumsdirektør Elisabeth Nøjgaard på en@blixen.dk senest den 25. april 2024. Vi afholder ansættelsessamtaler i takt med, at vi modtager ansøgninger og senest i begyndelsen af maj.

Om Karen Blixen og Rungstedlund

Karen Blixen Museum Rungstedlund fungerer i dag som litteraturhus, forfatterhjem og fuglereservatet. Det gamle 1700-tals hus var Karen Blixens barndomshjem, og det var også her, hun boede alle årene efter hjemkomsten fra Afrika i 1931 og indtil sin død i 1962. Det originale forfatterhjem åbnede som museum i 1991, og Magasinbygningen, der tidligere var vognport og hestestald, huser entré, café og butik samt de mange litterære og kulturelle aktiviteter, som museet i dag byder på.

Karen Blixen var pioner inden for, hvad vi i dag kender som den mest moderne form for biodiversitet og naturbeskyttelse. Allerede i 1950’erne drømte Karen Blixen om Rungstedlund som et åndehul midt i en stor by for både fugle og mennesker, børn og gamle i mange hundrede år frem. Det er baggrunden for det nu fredede fuglereservat, hvor museet tilbyder mangeartede aktiviteter om natur, fugleliv, biodiversitet og om menneskets forbundethed med naturen.

Du kan læse om Karen Blixen, museet og hele programmet på www.blixen.dk.

Publiceret:
10/04/2024