Projektleder til Danmarks Tekniske Museum

Ansøgningsfrist: 13-09-2023

Danmarks Tekniske Museum søger en projektleder til udvikling af legende og engagerende teknologiundervisning.

Danmarks Tekniske Museum er i disse år i gang med at udvikle de formidlings- og undervisningsgreb, der skal lægge grunden for udstillinger, undervisning og aktiviteter på det nye museum, vi arbejder på at etablere i Svanemølleværket. I vores undervisning har vi de senere år især fokuseret på at udvikle undersøgelsesbaserede undervisningstilbud.

Som led i dette arbejde har vi fået støtte fra LEGO Foundation til et projekt, der 1) skal udvikle nye legende og undersøgende undervisningstilbud på museet, som supplerer skolernes undervisning i teknologiforståelse og 2) skal udvikle legende og kreative interne arbejdsprocesser og metoder på museet.

Derfor søger vi nu en projektleder, der kan sikre, at projektet gennemføres, så dets målsætninger opfyldes indenfor en relativ kort tidsramme. Det kræver en stram styring
samtidig med, at der gives plads til udforskende og kreative processer. Projektet vil også markere indførslen af en ny projektmodel på museet med tilhørende rapporteringsværktøjer. Projektlederen vil derfor også få en central rolle i at sikre, at denne model udrulles og løbende tilrettes.

Projektlederen skal:

  • planlægge og facilitere legende og udforskende arbejdsprocesser
  • skabe overblik og sikre fremdrift i projektet
  • sikre løbende opfølgning på økonomi og tidsplaner
  • etablere og følge op på aftaler med eksterne samarbejdspartnere
  • sikre god kommunikation og inddragelse undervejs i projektet
  • styrke museets inddragelse af publikum i udviklingen af museets formidlingstilbud

Den rette kandidat:

  • har erfaring med kreative processer og designtænkning
  • elsker at få projekter til at rulle, så der leveres til tid og budget
  • har blik for projektets sociale rammer, så deltagere og samarbejdspartnere har en god
    oplevelse
  • kan stille sig forrest i museets arbejde med ny projektmodel og anvende de værktøjer,
    der hører til
  • har dokumenteret projektledererfaring

Om Danmarks Tekniske Museum

Danmarks Tekniske Museum er placeret i Helsingør og har det landsdækkende museale ansvar for at dække den teknologiske og industrielle udvikling i Danmark. Vi arbejder på at udvikle et nyt museum, der efter planen skal placeres i Svanemølleværket i Københavns Nordhavn. Visionen er at skabe et åbent og levende museum, hvor gæsterne både kan opleve de historiske samlinger og være med til at forme og skabe nyt indhold.
Du bliver en del af en ambitiøs og kreativ arbejdsplads, hvor vi vægter kollegaskab, samarbejde og fleksibilitet højt.

Ansættelsesforhold

Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 t/uge med start 1. december 2023. Arbejdsstedet er Danmarks Tekniske Museum, Fabriksvej 25, 3000 Helsingør.

Ansøgning

Danmarks Tekniske Museum arbejder aktivt for ligestilling blandt vores medarbejdere og opfordrer derfor alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Send din ansøgning via Jobindex QuickApply-boks senest onsdag d. 13. september 2023. Ansøgning vedlægges relevante bilag, herunder CV, dokumentation for uddannelse og referencer.

For yderligere oplysninger eller spørgsmål kontakt programchef Peter Bjerregaard, pb@tekniskmuseum.dk, +45 26 82 78 80.

Søg stillingen

Publiceret:
04/09/2023