Projektleder til Skagens Kunstmuseer

Ansøgningsfrist: 24-01-2022 kl. 12.00

Skagens Kunstmuseer er i gang med at implementere en ny projektorganisering og for at kunne løfte de kommende års mange spændende projekter til et højt niveau, har vi brug for en dygtig projektleder.

Så synes du, at det er sjovt og udfordrende at lede store og små projekter fra start til slut? Føler du dig nærmest lykkelig, når du får sammensat et stærkt og dynamisk projektteam og formår at lægge en superskarp tidsplan og følge den? Befinder du dig godt i en dynamisk hverdag, hvor en masse forskellige mennesker og kompetencer arbejder sammen og på tværs efter fælles mål, som står på at grundlag af kunst og kultur? Så er du måske den helt rette projektleder til vores museum.

Dine arbejdsopgaver
Som projektleder har du det overordnede ansvar for at lede museets projekter fra start til slut.

Vi arbejder med en række forskellige typer projekter; herunder store og små udstillinger, projekter, der indeholder en arrangementsrække, og projekter, der optimerer arbejdsgange, salg og effektivitet på tværs af huset. Som projektleder vil du være med til at løfte projekterne frem og sikre stabilitet og god ledelse.

På Skagens Kunstmuseer arbejder vi ud fra museumsloven samt vores egne strategiske indsatsområder. Begge er grundsøjlerne i vores projekter og skal sikre udvikling, progressiv tænkning og et højt fagligt niveau. Vores nuværende indsatsområder er børn og unge, internationale samarbejder og udvikling af vores historiske bygninger. Som projektleder er det også din opgave at sikre, at indsatsområderne altid er vævet smukt ind i projekterne.

Vi forventer, at du

  • Har erfaring med projektledelse og projektorganisering
  • Har erfaring med ledelse og organisering
  • Har erfaring med at skabe overblik igennem tidsplaner og budgetter
  • Er nysgerrig på de fagligheder, som konstitueres i dine projekter og at du sætter dine kollegaer i spil i projektet.
  • Tænker forud og er bevidst om at inddrage de rigtige personer på de rigtige tidspunkter.

Din personlighed
You be you. Vi er et hold af forskellige fagligheder og personligheder på Skagens Kunstmuseer; alt fra gartnere, kommunikationsmedarbejdere, administrative og projektledere til kunstfaglige, vagter og teknisk personale. Du er god til mennesker og synes, at der er værdi i alle museets afdelinger, samt at alle gerne vil bidrage til fælles løsninger. Du trives med mål og en god proces mod disse fælles mål, og så ser du en konflikt som et indsatsområde frem for et uoverskueligt problem. Du deler gerne din mening, og så har du sikkert en rigtig god humor.

Om Skagens Kunstmuseer
Skagens Kunstmuseer er et statsanerkendt kunstmuseum, som består af 3 museer; Anchers Hus, Drachmanns Hus og Skagens Museum. Vi har ca. 80 medarbejdere og gang i en stribe af spændende projekter, b.la. de kommende års særudstillinger, nytænkning af vores to kunstnerhjem, udvikling af arrangementer for børn og unge, og meget mere. Vi arbejder hele tiden med at sikre tilstedeværelsen af æstetik, kvalitet, viden og læring i de ting, som vi foretager os.

Og med et stærkt og unikt udgangspunkt i verdens største samling af skagensmalernes værker, er det vores vision at være platform for værdifulde møder og dialoger mellem kunst og
mennesker.

Ansøgningsfrist og samtaler
Send din ansøgning inkl. CV, så vi har den i hænde senest mandag den 24. januar 2022 kl. 12.00 til info@skagenskunstmuseer.dk

Vi forventer at afholde samtaler i Skagen den 31. januar 2022.

Vil du vide mere?
Du er velkommen til at henvende dig til direktør Lisette Vind Ebbesen på lve@skagenskunstmuseer.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen.

For PDF, klik her

Publiceret:
14/01/2022