Publikumschef søges til Frederiksborg

Ansøgningsfrist: 04-01-2023 kl. 12.00

Har du lyst til at udvikle en ny gæsterejse på en fantastisk kulturattraktion? Er du en dygtig leder? Og kan du etablere partnerskaber, der giver værdi i mere end én forstand? Så er du måske vores nye publikumschef!

Vi søger en publikumschef, der kan stå i spidsen for en helt central del af Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg – nemlig mødet mellem museet og vores gæster.

Du bliver leder for en nyoprettet afdeling, der samler billetsalg, kommercielle aktiviteter og værtskab under ét. Og du skal være med til at forme en helt ny strategi for publikumsområdet, hvor alle føler sig velkomne og bliver aktive medskabere af fælles oplevelser. Samtidig skal du etablere nye partnerskaber og styrke vigtige relationer til turismeoperatører, virksomheder og leverandører, så vi kan øge museets egenindtægter.

Og ikke mindst får du en afgørende rolle i processen med at skabe et helt nyt foyer-, butik- og billetsalgsområde samt at forbedre wayfinding på museet.

Du får dermed stor indflydelse på hvordan gæsternes førstehåndsindtryk af Frederiksborg er. Derfor er det vigtigt, at du har et skarpt, æstetisk blik og er udpræget kvalitetsbevidst. Vi er i en fredet bygning, og udvikler museet med respekt for kulturarven – i et tæt samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen.

Som publikumschef refererer du til Frederiksborgs direktør og vil indgå i ledergruppen. Du får det daglige ledelsesansvar for en stor gruppe timelønnede og en lille stab af fastansatte medarbejdere. Du er engageret, motiverende og empatisk – du går forrest og får andre med. Og du trives blandt medarbejdere, der er meget forskellige hvad angår alder, køn og faglig baggrund.

Dine arbejdsopgaverne omfatter bl.a.

  • Udvikling af hele front-of-house området, så Frederiksborg bliver en endnu større attraktion
  • Ansvar for butik, billetsalg, opsyn/værtskab samt cafédrift/forpagtningsaftaler
  • Personaleledelse, vagtplanlægning, vareindkøb, rekruttering og oplæring
  • Tæt koordinering med museets kommunikations- og marketingteam
  • Opbygning og udvikling af kommercielle partnerskaber

Din profil

  • Ledelseserfaring
  • Udpræget forretningssans og erfaring med kommercielle partnerskaber
  • Stor forståelse for kunder/gæsters behov
  • Idérig og med stor kvalitetssans
  • Gode samarbejdsevner og evne til at improvisere
  • Erfaring fra turisme-, oplevelses- eller kulturbranchen og forståelse for hvad det vil sige, at drive en kulturinstitution

Stillingen er fuld tid og aflønnes efter kvalifikationer. Ansættelse sker efter funktionærloven. Weekendarbejde forekommer.

Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg står foran en forandringsproces, som du bliver en del af. Vi har derfor ikke alle svarene endnu, men ved at bringe nye perspektiver og fagligheder i spil, vil vi sammen udvikle museet over de kommende år.

Yderligere information: Kontakt direktør Ulla Tofte, ut@dnm.dk, tlf. 20700146

Stillingen er ledig til besættelse snarest muligt. Send din ansøgning med CV til chefsekretær Mette Carstensen: mc@dnm.dk senest onsdag den 4. januar kl. 12. Samtaler forventes afholdt i uge 2 og 3. Du kan læse mere om museet her: https://dnm.dk/om-museet/

Museet er en del af Carlsbergfamilien, som du kan læse om her: https://www.carlsbergfondet.dk/da

Publiceret:
08/12/2022