Rengøringsassistenter til Kronborg Slot

Ansøgningsfrist: 03-03-2023

Nationalmuseet søger to rengøringsassistenter til Kronborg Slot med tiltrædelse den 1. maj 2023 eller snarest derefter.
Vi har store ambitioner og er i fuld gang med at udvikle Kronborg Slot til en oplevelse i verdensklasse, hvor gæsterne gennem levendegørelse og deltagelse bliver en del af slottets eventyrlige historie. Når gæsterne kommer på Kronborg, skal de inviteres med på en rejse, hvor vi sammen går på opdagelse i slottets historie og kommer så tæt på de historiske begivenheder og personer, at de kommer til at stå lyslevende foran os.

For at kunne give vores gæster den bedste oplevelse indbefatter det også, at slottet bliver præsenteret fra sin bedste side ved at fremstå rengjort og pænt. Det skal du hjælpe os med. Vi arbejder altid på at skabe en spændende og levende oplevelse for vores publikum, og vi ser alle arbejdsfunktioner på slottet som vigtige bidrag til at nå dette mål.

Arbejdsopgaver

Du vil indgå i et team med fire andre kollegaer, der dagligt sikrer, at lokalerne altid fremstår præsentable og rengjorte.

Dine primære opgaver vil være:

Rengøring af slottets besøgsarealer, arrangementslokaler og administrationskontor, herunder

  • støvsugning
  • gulvvask
  • toiletrengøring
  • afstøvning af udstillede genstande
  • opfyldning af forbrugsvarer

Kvalifikationer

Ved besættelsen af stillingerne vil vi lægge vægt på, at du

  • har erfaring inden for rengøringsbranchen
  • er fleksibel og serviceminded
  • kan gøre dig forståelig på dansk i tale og læse dansk
  • kan trives med at arbejde, hvor der skal tages særligt hensyn til lokaler og de udstillede genstande

Du vil selvfølgelig gennemgå et introduktionsforløb, hvor vi oplærer dig i de særlige forhold, der gør sig gældende, når man skal gøre rent på Kronborg Slot.

Løn- og ansættelsesvilkår

Arbejdstiden er på 30 timer ugentligt, fordelt på 6 timer pr. dag. Slottet har åbent i weekenden, og derfor skal du også være indstillet på at tage vagter lørdag, søndag og på helligdage. Arbejdstiden bliver som udgangspunkt placeret i tidsrummet kl. 06.00-12.00, dog kan der i højsæsonen og vedrørende aftenarrangementer også indgå eftermiddagsvagter i vagtrullet. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) samt organisationsaftalen mellem Skatteministeriet og 3F for rengøringsassistenter, sanitører m.fl.

Nationalmuseet skal have mulighed for at vurdere en børneattest og en straffeattest til privat brug inden ansættelsen.

Ansøgning

Nationalmuseet arbejder aktivt for ligestilling blandt vore medarbejdere og opfordrer derfor alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingerne.

Skriftlig ansøgning sendes via vores elektroniske rekrutteringssystem på Nationalmuseets hjemmeside www.natmus.dk/job og skal være museet i hænde senest fredag den 3. marts 2023.

Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 12.

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte leder for Drift og Publikumsservice Maria Christensen på tlf. 41 20 68 66 eller mail MCR@natmus.dk

Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum og et statsmuseum under Kulturministeriet. Nationalmuseet styrker historiebevidsthed og medborgerskab ved at belyse Danmarks og verdens kulturer og deres indbyrdes afhængighed. Ca. 655 medarbejdere er fordelt på 4 afdelinger: Forskning, Samling og Bevaring, Museer og Slotte, Nationalmuseet København samt Drift og Administration. Se mere om Nationalmuseet på www.natmus.dk

Søg stillingen her

Publiceret:
17/02/2023