Rengøringsleder til Nationalmuseet

Ansøgningsfrist: 19-01-2023

Nationalmuseet søger en leder af rengøringsgruppen i Nationalmuseet København, Krigsmuseet, Frihedsmuseet, Musikmuseet samt Nationalmuseet i Brede, på Frilandsmuseet og vores magasinbygning i Vinge

Rengøringsgruppen er en del af museets enhed for Facilities. Der arbejdes med synlig rengøring, og gruppen servicerer både museets medarbejdere og publikum på alle ugens dage.

Gruppen består af ca. 30 medarbejdere, og fungerer som en medstyrende gruppe. Det betyder, at medarbejderne i et vist omfang er med til at tilrettelægge arbejdet og udviklingen i gruppen – naturligvis i tæt samarbejde med dig.

Du refererer til museets chef for Facilities.

Arbejdsområder

De primære arbejdsopgaver er:

  • Personaleledelse
  • Udarbejdelse af vagtplaner
  • Ansvar for indkøb/lagerstyring
  • Udvikling af gruppen
  • Deltagelse i mindre projektarbejder, f.eks. særudstillinger og events
  • Ansvar for arbejdsmiljø, herunder kemidatabasen
  • Koordinering af ledelsesarbejdet med chefen for Facilities og samarbejde med øvrige ledere
  • I mindre omfang at deltage i rengøringsarbejdet (ved akut opstået behov)

Kvalifikationer 

Vi lægger vægt på, at du:

  • Har et udpræget servicegen
  • Har ledelseserfaring samt administrativ erfaring – gerne fra en lignende stilling
  • Har erfaring med medstyrende grupper
  • Har et godt overblik, og kan have mange bolde i luften
  • Har kendskab til IT (Windows baserede programmer)
  • Har bred viden om rengøringsmidler/materiel
  • Er i besiddelse af stærke samarbejdsevner
  • Behersker dansk (skrift og tale)

Herudover forventer vi, at du er empatisk, handlekraftig og har humor.

Vi tilbyder til gengæld:

  • Et job, der indeholder kontakt med hele museet og dets gæster
  • Gode muligheder for efteruddannelse
  • Et spændende og travlt miljø

Løn- og ansættelsesforhold

Arbejdsstedet er Nationalmuseet København i Indre by. Arbejdstiden er 37 timer pr. uge og ligger normalt i tidsrummet mellem kl. 8 og 17. Vi har flekstid. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til relevant overenskomst, alternativt en individuel kontrakt.

Nationalmuseet skal have mulighed for at vurdere en børneattest inden ansættelsen.

Stillingen ønskes besat snarest muligt.

Ansøgning

Nationalmuseet arbejder aktivt for ligestilling blandt medarbejderne og opfordrer derfor alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Skriftlig ansøgning sendes via vores elektroniske rekrutteringssystem på vores hjemmeside www.natmus.dk ogskal være museet i hænde senest torsdag den 19. januar 2023.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til chef for Facilities Gitte Hartvig på 4120 6730.


Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum og et statsmuseum under Kulturministeriet. Nationalmuseet styrker historiebevidsthed og medborgerskab ved at belyse Danmarks og verdens kulturer og deres indbyrdes afhængighed. Ca. 655 medarbejdere er fordelt på 4 afdelinger: Forskning, Samling og Bevaring, Museer og Slotte, Nationalmuseet København samt Drift og Administration. Se mere om Nationalmuseet på www.natmus.dk

Søg stillingen her

Publiceret:
09/01/2023