ROMU søger håndværker til udstillinger og teknisk service

Ansøgningsfrist: 17-06-2024

Er du en dygtig håndværker? Har du erfaring med at skabe udstillinger? Trives du i et kreativt miljø, hvor tekniske og praktiske kompetencer bruges til at fremkalde store oplevelser for publikum? Og har du lyst til at arbejde med udvikling og drift af bevaringsværdige bygninger? Så er du måske lige den, museumsorganisationen ROMU søger.

Museumsorganisationen ROMU driver ti besøgssteder, heriblandt hele Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK. Mere end 200.000 mennesker går hvert år ind og ud ad dørene på museumsorganisationens adresser. Nu søger ROMU en museumshåndværker, der som en del af afdeling for teknisk service kan bidrage til at løfte vores udstillinger, besøgssteder og historiske bygninger til et endnu højere niveau.

Spændende arbejde

Som museumshåndværker med særligt ansvar for det tekniske arbejde med udstillinger, kommer du til at indgå i et utrolig spændende tværfagligt samarbejde med grafikere, inspektører, konceptudviklere og andre om at give de mange besøgende enestående oplevelser med kulturarv og historie.

Det handler om som en del af et team at vælge de rigtige montrer, det handler om at sætte lys og bygge scenografi, det handler om at etablere det gode flow for publikum. Det drejer sig desuden om at omsætte tegninger og ideer til virkelighed gennem valg af materiale og løsninger, der ofte udføres i koordination med eksterne specialister. Kort sagt, et varieret og helt utroligt spændende job for dig, der vil udvikle dig med dit fag og er stolt af, at dine færdigheder kommer til skue for andre.

Historiske rammer

Museumsorganisationens udstillinger er placeret i en bygningsmasse, som består af både fredede og bevaringsværdige bygninger med en lang historie bag sig og af moderne bygninger med en mængde nye, tekniske installationer. Du skal derfor have en grundlæggende forståelse og respekt for den rige kulturarv, museumsorganisationen er sat i verden for at bevare, åbne og udbrede for stadig flere borgere.

I perioder, hvor der ikke arbejdes på konkrete udstillingsprojekter, indgår løbende vedligeholdelse og anden teknisk service i de smukke historiske rammer som en naturlig del af dit og afdelingens arbejde.

Din profil

Som museumshåndværker skal du have sans for æstetik og praktiske løsninger, og du skal formå at føre opgaverne ud i livet i sikkert og godt samarbejde med teamet og de forskellige afdelinger i museumsorganisationen.

Vi forestiller os, at du som ansøger til stillingen kommer med en baggrund som uddannet bygningssnedker, scenetekniker eller med en anden, relevant erhvervsfaglig eller håndværksmæssig uddannelse.

  • Du er dygtig, og du er stolt af den fagtradition, du varetager.
  • Du kommer til jobbet med minimum tre års erfaring efter endt uddannelse, gerne inden for udstillingsområdet.
  • Du har kørekort, og kan undertiden også arbejde på skæve tidspunkter.
  • Du er desuden god til at lytte og at samarbejde.
  • Du tager ansvar, er pligtopfyldende og tænker på sikkerhed først og sidst i dit arbejde

Formelle oplysninger

Stillingen er på 37 timer pr. uge i museumsorganisationens afdeling for teknik og bygninger, der har forvalter Henrik Bo Jenvall som chef.

Løn efter gældende overenskomst med 3F. Arbejdet vil forekomme på alle museets 10 besøgssteder, dog som oftest med fysisk afsæt på værksteder i Danmarks Rockmuseum, RAGNAROCK, og Roskilde Museum, begge beliggende i Roskilde. Der indgår et fast vagttillæg i stillingen.

Tiltrædelse sker 1. august 2024 eller snarest derefter.

Ansøgningen med dokumentation for uddannelse sendes til hannelar@romu.dk. Der vedlægges CV, eksamensbevis/svendebrev etc. Bilag fremsendes i én samlet fil senest mandag den 17. juni 2024 kl. 12. Mrk. ansøgningen ”Udstillingshåndværker”.

ROMU er en statsanerkendt, selvejende museumsorganisation, som har det kulturhistoriske museale ansvar i Roskilde, Lejre, Frederikssund og Egedal kommuner. ROMU driver 10 besøgssteder, heriblandt hele Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK. Der er knap 100 ansatte fordelt på omkring 55 årsværk. Læs mere på www.romu.dk.

Publiceret:
31/05/2024