Storyteller og projektleder – Naturhistorisk Museum Aarhus

Ansøgningsfrist: 13-03-2022

Er du en dygtig storyteller og projektleder, der brænder for at formidle de største fortællinger om livet, verden og universet til vores gæster? Og er du positiv, fuld af energi og har du mod på at arbejde i et travlt miljø, hvor de færreste dage ligner hinanden? Så er det Naturhistorisk Museum, du skal arbejde på. Vi har nemlig brug for en historiefortæller af guds nåde, som med præcision, vid og indlevelse kan udfolde de historier, som vi så gerne vil fortælle, og som vores gæster så gerne vil høre, uanset om det handler om mammutter, vejrfænomener, vilde bier, madoliers dufte og kemi, rumrejser eller landskabsmalerier fra 1800-tallet.

Sammen med vores udstillingsdesigner bliver du en del af vores udstillingsteam, hvor du kommer du til at arbejde med glade, ambitiøse og passionerede mennesker. Du skal medvirke til at undfange idéer, skrive ansøgninger til små og store fonde, stærke og medrivende tekster til udstillinger og formulere en særlig Naturhistorisk Museum-vibe og -brand, så man aldrig er i tvivl om, hvem der er afsender. Og du skal holde styr på vores udstillingsprojekter, som ofte involverer logistik og kommunikation med eksterne partnere og fonde. Ligeledes skal du kunne forestille dig et nyt Naturhistorisk Museum, der om få år ligger på havnen og er Aarhus’ fjerde store museumsattraktion.

Vi har brug for, at du er kreativ og dog systematisk, alment dannet og dog nørdet, rar og omgængelig, men dog tilpas skarp og bestemt. Til gengæld er det underordnet, om du har været tilrettelægger på film- og tv-produktioner eller er forfatter, oversætter, redaktør, journalist, dansklærer eller tv-meteorolog, bare du er god til at fortælle historier og føre ting ud i livet. Og at du engang imellem stopper op og lytter til solsortesangen eller mærker duften fra mirabellerne. Naturhistorisk Museum har store ambitioner, og det ser vi også gerne, at du har! Ambitioner om at gøre en forskel og være den bedste til det, du gør – i samarbejde med et bundt af sjove, kloge og ikke mindst meget rare kolleger. Selvfølgelig er der også rugbrødsarbejde med regneark, afrapporteringer, årsrapporter og lange møder, men der er ånd og energi i museet, og vi er gode til at hjælpe hinanden.

I ansøgningen vil vi se, hvad du kan, og vi vil kunne fornemme, hvem du er. Medsend derfor et produkt, du har lavet, hvad enten det er en tekst, en video eller noget helt tredje. Vi håber, du blæser os bagover.

Vi forventer:

  • At du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, men ikke nødvendigvis er biolog.
  • At du har solide erfaringer som storyteller, tilrettelægger og/eller projektleder
  • At du skriver, så englene synger.
  • At du som person er positiv, struktureret, engageret, idérig og kreativ.
  • At du er samarbejdsorienteret og formår at skabe og vedligeholde stærke relationer mellem mennesker.
  • At du selvstændigt kan tilrettelægge og prioritere dit arbejde ud fra ressourcer og deadlines.
  • Endelig forventer vi naturligvis, at du har et bankende hjerte for natur- og naturvidenskab.

Det praktiske:
Stillingen er en fastansættelse i museets formidlingsafdeling

Stillingen ønskes besat snarest muligt

Stillingen er berammet til 37 timer pr. uge med flekstidsordning

Ansættelse sker i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og pågældende faglige organisation.

Frister & forløb:
Har du spørgsmål til stillingen, så kontakt gerne museumsdirektør Bo Skaarup på bs@nathist.dk.

Ansøgningsfrist: søndag d. 13. marts 2022.

Ansøgning sendes til: ansoegning@nathist.dk

Send din motiverede ansøgning på max. to sider sammen med et detaljeret CV som pdf i én samlet fil.

Mailen skal mærkes med ”Storyteller og projektleder” + ansøgers navn i emnefeltet

Kandidater til samtale får besked: senest mandag d. 21. marts 2022.

Kandidatsamtaler: d. 22.-25. marts

Om Naturhistorisk Museum, Aarhus
Naturhistorisk Museum er en selvejende museumsvirksomhed under museumsloven. Museets drift er baseret på årlige bevillinger fra Kulturministeriet, Aarhus Universitet & Aarhus Kommune samt på museets egne indtægter, navnlig fondsbevillinger. Museet beskæftiger i Aarhus op på

Molslaboratoriet i alt cirka 50 personer fordelt på 35 årsværk inden for formidling, forskning, samlinger, salg og kommunikation, teknik og administration. Museets strategi 2030 er centreret om udviklingen af en moderne museumsvirksomhed af internationalt format – placeret i et nyt Nature & Science Museum på Aarhus Ø – læs mere her og se inspirationsvideoen: www.naturhistoriskmuseum.dk/nytmuseum

Klik her for PDF

Publiceret:
04/03/2022