Ansøgningsfrist: 21-06-2021
Er du vild med historie, litteratur og kultur, og vil du omsætte faglig viden til læring for børn og unge? Så er du måske vores nye kollega.
Det Kgl. Bibliotek er hele Danmarks bibliotek med unikke samlinger af kulturarv. I bibliotekets kulturhus, Den Sorte Diamant, på havnekajen i København præsenteres et omfattende kulturprogram, der bringer kulturarven i spil ved store live arrangementer, i spektakulære udstillinger og ved imponerende koncerter.
Alt dette bliver i særlige undervisningsforløb tilbudt til elever fra grundskolen og ungdomsuddannelser. Biblioteket tilbyder også arrangementer for børn og deres voksne, hvor de i deres fritid kan deltage i særlige oplevelser, kreative workshops og forestillinger.
Til at varetage undervisningsforløbene og deltage i fritidsarrangementerne søger Kulturafdelingen på Det Kgl. Bibliotek to studentermedhjælpere til ansættelse fra 1. august 2021.
Dine opgaver
- Din primære arbejdsopgave bliver at formidle bibliotekets udstillinger og samlinger til elever i grundskolen og på ungdomsuddannelser. Du vil få udførlige manualer med øvelser og faglig information, samt blive grundigt oplært i undervisning.
- Vi forventer, at du også vil deltage ved bibliotekets fritidsarrangementer for børn og familier, som bliver afviklet ca. 10 gange om året af 1-3 dages varighed, typisk i forbindelse med skoleferier eller på lørdage.
- Undervisning og fritidsaktiviteter på Det Kgl. Bibliotek bygger på ekspertviden, gejst, dialog og en lang tradition for at indsamle, forske og formidle dansk historie og kultur. Vi håber, at du lige som os brænder for at begejstre børn og unge og pirre deres nysgerrighed, inspirere dem til refleksion og stimulere deres kritiske evner.
Du kan læse mere om undervisning på Det Kgl. Bibliotek her
Læs mere om tilbud til børn og voksne i fritiden her
Dine kvalifikationer
Vi forventer, at du har:
- lyst til at formidle fagligt stof til børn og unge og har mod på at sætte dig ind i forskellige undervisningsmetoder og museumspædagogik.
- interesse for litteratur, kultur og historie. Måske studerer du historie, dansk, litteraturvidenskab eller moderne kultur og kulturformidling på universitetet, eller måske studerer du på læreruddannelsen.
- en fleksibel og løsningsorienteret tilgang til koordinering af vagter.
Det er en fordel, hvis du tidligere har arbejdet med formidling til børn og unge, men ikke en forudsætning.
Du skal i hele ansættelsesperioden være studerende på en videregående uddannelse og have mere end ét år tilbage på dit studie.
Praktiske informationer om undervisningsforløbene
Du vil indgå i et team af studerende, der sammen har ansvar for at varetage undervisningsforløb. Du vil få en fast ugedag, hvor du er ansvarlig for den pågældende dags undervisningsforløb.
Vi forventer, at der vil være 1-3 undervisningsforløb pr. uge svarende til en arbejdsbyrde på 3-15 timer pr. uge. Det forventes, at du anvender tid til forberedelse samt oprydning mv. i forbindelse med de enkelte forløb.
Løn
Ansættelse og aflønning sker som studentermedhjælp i henhold til fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-fællesoverenskomsten) samt organisationsaftale mellem Finansministeriet og HK/STAT.
Ved gennemførelse af undervisningsforløb vil du blive aflønnet efter Det Kgl. Biblioteks regulativ for omvisere.
Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest og børneattest.
Ansøgning
Hvis ovenstående lyder som et job for dig, bedes du fremsende en ansøgning, hvor du kommer ind på:
- Hvorfor du brænder for at arbejde med børn og unge
- Din erfaring og hvordan du vil bringe den i spil i jobbet
Send din ansøgning, CV samt dokumentation fra dit studiested, der viser, at du er aktiv studerende via linket ”Søg stillingen” senest 21. juni 2021. Vi forventer at afholde samtaler i uge 26.
Du skal være indstillet på, at der indhentes straffeattest på anmodning.
Alle kvalificerede, uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge.
Ønsker du yderligere oplysninger om jobbet, kan du kontakte Formidlingsproducent Lene Eklund-Jürgensen.
Det Kgl. Bibliotek er Danmarks nationale bibliotek. 800 medarbejdere er optaget af at bevare og formidle kulturarv og sikre viden til uddannelse, forskning, oplysning og oplevelse. Et bredt publikum besøger hver dag Det Kgl. Biblioteks mange betjeningssteder, og endnu flere benytter de digitale kanaler og services. Biblioteket hører under Kulturministeriet og omsætter årligt for 650 mio. kr.
Søg stillingen her