Ansøgsningsfrist: 28-02-2022
Vil du prøve kræfter med formidling af vikingetiden? Er du frisk på at løse både pædagogiske og praktiske opgaver på Vikingeborgen Trelleborg? Har du lyst til at arbejde med historieformidling og undervisning på en spændende og anderledes måde? Så er du måske den studerende, vi søger.
Til sæsonen 2022 søger Vikingeborgen Trelleborg, der er en del af Nationalmuseet, 2 studentermedhjælpere til at varetage om- og undervisning for undervisningsinstitutioner, grupper og familier, samt forestå vikingeaktiviteter i ferier og weekender for museets øvrige gæster. Derudover kan der forekomme praktiske opgaver og administrative opgaver omkring formidlingen.
Arbejdsområde
Dine primære arbejdsopgaver vil være:
- Om – og undervisning af skolebørn m.m. i vikingetiden med fokus på Trelleborgs historie
- Aktiviteter i vikingelandsbyen og rundvisning for museets gæster
- Præsentation og demonstration af vikingetidens håndværk, madlavning og krigertræning mv.
- Praktiske opgaver i forbindelse med formidlingsarbejdet
Arbejdet vil hovedsagelig foregå udendørs og i vikingetøj.
Kvalifikationer
Vi forventer, at du:
- Er studerende enten på en videregående uddannelse som arkæologi, historie eller lign. eller studerende på lærer- eller pædagoguddannelsen
- Er interesseret i at undervise og formidle med udgangspunkt i arkæologi og historie
- Har lyst til at formidle
- Er praktisk orienteret
- Er selvstændig og ansvarsbevidst
- Er fleksibel i forhold til mødetider – nogle gange med kort varsel. Du skal kunne arbejde mindst en weekend om måneden, samt i skoleferierne
Trelleborg ligger i et smukt naturområde og består af et museum, en ringborg fra sen vikingetid, et rekonstrueret langhus og en lille vikingelandsby. Formidlingen foregår hovedsagelig udendørs i disse rammer.
Vi tilbyder et aktivt museumsmiljø, et dynamisk formidlerteam og mulighed for at udvikle din historiske viden, samt kompetencer inden for undervisning og kommunikation.
Løn- og ansættelsesvilkår
Arbejdsstedet er vikingeborgen Trelleborg, 6 km vest for Slagelse. Ansættelsesperioden er fra den 28. marts 2022 til 31. oktober 2022. Arbejdstiden vil i hele perioden være gennemsnitlig 8 timer om ugen, men væsentlig flere timer i ferierne. Du vil blive ansat som timelønnet studentermedhjælper i henhold til gældende overenskomst for HK i staten.
Nationalmuseet skal have mulighed for at vurderer en børneattest inden ansættelsen.
Vi afholder uddannelsesdage den 28.- 30. marts 2022, som du skal deltage i.
Ansøgning
Nationalmuseet arbejder aktivt for at fremme ligestillingen blandt medarbejderne og opfordrer derfor alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingerne.
Hvis dette er noget for dig, så send en ansøgning vedlagt dokumentation for beståede eksaminer via vores elektroniske rekrutteringssystem på vores hjemmeside www.natmus.dk/job Den skal være museet i hænde senest mandag den 28. februar 2022.
Har du lyst til at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte museumschef for Trelleborg Anne-Christine Larsen på tlf. 4120 63 90 eller 41 20 63 93.
Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum og et statsmuseum under Kulturministeriet. Nationalmuseet styrker historiebevidsthed og medborgerskab ved at belyse Danmarks og verdens kulturer og deres indbyrdes afhængighed. Ca. 655 medarbejdere er fordelt på 4 afdelinger: Forskning, Samling og Bevaring, Museer og Slotte, Nationalmuseet København samt Drift og Administration. Se mere om Nationalmuseet på www.natmus.dk