Svendborg Museum søger ny direktør

Ansøgningsfrist: 02-10-2022

Svendborg Museum søger en ny direktør, der kan bidrage til at realisere museets ambitioner om endnu større udnyttelse af museets styrker og potentialer. Det gør du ved at lykkes med den vigtige strategiske ledelsesopgave at frigøre Danmarks Forsorgsmuseum fra bindingen til Svendborg Museum – enten ved en adskillelse til et selvstændigt museum eller gennem etablering af helt tydelige rammevilkår for en frigjort driftssituation af det lokalhistoriske. At styrke og forløse museets store potentialer som henholdsvis et nytænkende og relevant lokalmuseum og et nationalt forsorgsmuseum er en ambition, der nyder opbakning både lokalt og nationalt.

Svendborg Museum er et statsanerkendt kulturhistorisk museum, der rummer forskellige opgaver og store styrker. Den nye direktørs hovedopgave bliver at skabe og sikre nye, gunstige rammer og faciliteter, så alle de opgaver, museet rummer, kan udvikle sig optimalt. Du kommer til at stå i spidsen for at lede museet igennem arbejdet med at bringe lokalhistorien “ud af fattiggårdens skygge” og samtidig sikre, at “hele fattiggården” profileres som et nationalt forsorgsmuseum.

Du har det museumsfaglige og ledelsesmæssige ansvar for Svendborg Museum og varetager den daglige ledelse i et tæt samarbejde med museets tre afdelingsledere. Du bliver chef for 20 fagligt engagerede og meget dygtige medarbejdere samt en stor gruppe af frivillige. Du skal som direktør gå forrest værdimæssigt, repræsentere museet i relevante samarbejder og udvikle museet som organisation og arbejdsplads med fokus på at fastholde det gode arbejdsmiljø, der er kendetegnede for Svendborg Museum. I tilfælde af en fission imellem de to museer vil dit hovedansvar være som direktør for Svendborg Museum.

Vi forventer, at du har ledelseserfaring fra en lignende kulturinstitution, ledelsesmæssig og museumsfaglig autoritet, politisk tæft, overbevisende kommunikative evner, et kommercielt og strategisk mindset samt stor passion for at udvikle museet og forløse dets store potentialer. Du er innovativ og modig, tydeligt retningssættende, kontaktskabende, rummelig og samarbejdsorienteret, og du udviser tillid til og inddrager andre i processer og i samarbejdet.

Læs mere om stillingen i job- og personprofilen her. Hvis du har spørgsmål til jobbet, er du meget velkommen til at kontakte formand Peter Bjerregaard på tlf. 6177 8815 eller partner i Genitor Tina Overgaard på tlf. 3141 0582 eller e-mailen to@genitor.dk.

Læs mere her.

Publiceret:
19/09/2022