Vagtleder til Glyptoteket

Ansøgningsfrist: 31-12-2023

Glyptoteket søger en vagtleder til den daglige ledelse af museets vagter. Vagtlederen får til opgave at varetage museets sikkerhed og den gode gæsteoplevelse.

Du vil have daglig ledelse af vagterne og være et vigtigt bindeled mellem vagtchefen og vagtgruppen. Du vil samtidig indgå i mange forskelligartede opgaver i den daglige drift af museet og få et tæt samarbejde med kollegaer og forskellige faggrupper.

Der er sjældent to ens dage på et stort museum som Glyptoteket, der dagligt modtager mange gæster fra ind- og udland, og hvor der er et højt aktivitetsniveau i form af udstillinger, arrangementer og formidling for alle aldersgrupper mv.

Du vil fungere som mellemleder og referere til vagtchefen, der har den overordnede ledelse af hele vagtafdelingen og indgår i museets chefgruppe. Du vil få ansvaret for den daglige ledelse af museets vagter og fungere som stedfortræder for vagtchefen i dennes fravær. Derfor er det afgørende, at du kan og vil tage ansvaret og har et stort overblik både i den daglige drift og i travle perioder, hvor du skal have mange bolde i luften samtidig.

Arbejdstiderne afspejler museets åbningstider samt øvrige arrangementer og omfatter både dagvagter, aftenvagter og weekendvagter med varierende længde.

Opgavebeskrivelse for vagtleder

  • Vagtleder for dagens vagter (20-25 vagter)
  • Bistå ved ansættelse af nye vagter samt ansvar for oplæringen af disse
  • Formidle og sikre overholdelse af instrukser og reglementer vedr. sikkerhed og service
  • Håndtering af uforudsete hændelser, hvor museets bygnings- og sikringschef eller stedfortræder ikke er til stede
  • Indgå i planlægning af arbejdstid for vagterne
  • Sikre gode samarbejdsrelationer mellem vagterne og til kollegaer samt museets øvrige afdelinger og eksterne samarbejdspartnere
  • Bistå ved afvikling af arrangementer
  • Håndtere dialog og konflikter med gæster
  • Der kan blive tale om at varetage andre afgrænsede ansvarsområder med afsæt i dine øvrige faglige kompetencer

Faglige kompetencer

  • Erfaring med personaleledelse
  • Erfaring som vagt eller tilsvarende funktion
  • Har grundlæggende vagtkursus
  • Erfaring med service og publikumsbetjening
  • Fordel med kendskab til sikringstekniske systemer
  • Fordel at være uddannet beredskabsleder og/eller hjælperøgdykker
  • Er fortrolig med IT og Microsoft Office-programpakke

Personlige kompetencer

  • Kan fungere selvstændigt i rollen som mellemleder, der skal indgå i forskellige ledelsesrelationer (med vagtchef, øvrige mellemledere og vagter)
  • Udadvendt og serviceminded med fokus på den gode gæsteoplevelse uden at gå på kompromis med sikkerheden
  • Selvstændig og struktureret og kan indgå i mange forskellige faglige sammenhænge
  • God til at kommunikere med en bredt sammensat målgruppe
  • God til at koordinere, planlægge og prioritere dine opgaver – også i travle og omskiftelige perioder
  • I besiddelse af en god situationsfornemmelse, er løsningsorienteret og trives godt i samarbejdet med forskellige personligheder
  • Har en personlig gennemslagskraft og personlig autoritet og kan træde i karakter, hvis der er behov
  • Er empatisk og evner at vise vejen med det gode eksempel
  • Er indstillet på at indgå i en arbejdsplads med en museumskultur, hvor drift, sikkerhed og udvikling inden for museets ansvarsområde, mål og strategier skal gå hånd i hånd
  • Det er en fordel, at du har et kendskab til Glyptoteket eller lignende kulturinstitutioner

Løn- og ansættelsesvilkår

Send din ansøgning, CV og relevante dokumenter som PDF til job@glyptoteket.dk – skriv ”Vagtleder” i emnefeltet.

Ansøgningsfrist: 31-12-2023

  • Stillingen ønskes besat hurtigst muligt.
  • Stillingen er på fuld tid med skiftende arbejdstider.
  • Du ansættes på individuel kontrakt.
  • Hvis du får tilbudt stillingen, skal du fremvise anmærkningsfri straffeattest og godkendes til udvidet bagrundkontrol via politiets administrative center.

Ansættelse hos Glyptoteket forudsætter, at du kan godkendes af politiet, jf. lov om vagtvirksomhed og løbende kan fremvise en anmærkningsfri straffeattest.

Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til vagtchef Niels Henrik Hyld, på mail: nhyl@glyptoteket.dk

Om Ny Carlsberg Glyptotek

Glyptoteket er Nordens førende antikmuseum og har tillige en af Europas fineste samlinger af fransk kunst fra perioden 1800-1930.

Museet og dets bygninger har en unik historie, der gennem stifteren, brygger Carl Jacobsen, forener kunsthistorie med industrihistorie og indskriver sig som et vigtigt kapitel i dansk kulturhistorie omkring år 1900. Glyptoteket er en selvejende institution, som modtager driftsstøtte fra Slots- og Kulturstyrelsen og fra Ny Carlsbergfondet. Museet har ca. 150 medarbejdere ansat og besøges årligt af 300-500.000 gæster.

Læs mere på www.glyptoteket.dk

Publiceret:
18/12/2023