Det har hele tiden fra kulturminister Mette Bocks side været italesat, at alle må holde for, når man i omprioriteringens navn årligt skærer 2 % af statens ramme til de statslige og statsanerkendte museer. De statslige nedskæringer kombineret med stigende generelle krav som lønudvikling, stigende faste omkostninger og administrative forpligtigelser begynder således nu at betyde markante forringelser i både formidling og forvaltning af vores fælles kulturarv.
For 14 dage siden varslede Statens Museum for Kunst som konsekvens af den valgte politik massefyringer blandt personalet (dvs. at mere end 10 % af de ansatte skal afskediges), og nu er turen kommet til Nationalmuset, der har meldt besparelser ud for mere end 30 mio. kr. for de kommende år. Selv med nye indkomster på entré, stort fokus på at være nytænkende og publikumsrettede og, paradoksalt nok, stor publikumstilstrømning, står det nu klart, at de to hovedmuseer må indstille sig på massive nedskæringer. Det vil uden tvivl betyde tab af forståelse for – og bevaring af vores fælles kulturarv.
De to største museer, der modtager statslige midler, rammes naturligvis først. Så det er bare begyndelsen af de omfattende konsekvenser nedskæringerne vil få, som vi ser nu, men det vil gradvist også kunne mærkes på de mindre institutioner ude i hele landet, der modtager statslige tilskud. I ODM har vi hele tiden spurgt ind til, hvad disse besparelser dog skal gøre godt for? Der er i et samfundsøkonomisk perspektiv tale om ganske få midler, som i det store samfundsregnskab ikke betyder meget, men nok i museernes kasser. Alle taler om sammenhængskraft og vigtigheden af kulturarven som faktor for turisme, lokal identitet, bosætning og et godt liv. Det synes dog, som om vores nationale arv – og vores museer – politisk mest har vægt og fylde, når de udtales i forbindelse med udstillingsåbninger eller i skåltaler.
Samlet vil der næste år fra statens side været besparet godt 60 mio. kr. på museumsområdet. Det svarer i runde tal til godt 120 museumsansatte landet over, hvis besparelserne alene udmøntes i lønsummer. Hvis ikke der spares på lønkroner, vil det enten være via de udadrettede publikumsorienterede aktiviteter eller på forskning og bevaringen af kulturarven, at midlerne skal hentes. Det ville være betimeligt hvis kulturens minister ville svare på, hvor længe vi stadig skal spare på kulturarven?