Britterne inspirerer med national kulturstrategi

Kulturstrategi er ikke bare politisk højt profilerede kulturkanoner, men også gennemarbejdede analyser og strategier. I Storbritannien defineres det således i et nyt kulturprogram, udarbejdet af den konservative regering, at kulturoplevelser skal gøres muligt i alle socioøkonomiske grupper. Ikke mindst britiske børn og unge er målet. David Camerons regering har her i foråret fremlagt en national kulturstrategi. Det bliver den anden nationale kulturstrategi nogensinde og den første i over 50 år.

Den nuværende britiske konservative kulturminister Ed Vaizey refererer i kulturstrategien til den tidligere britiske premierminister John Major, der i 1994 sagde: ”Et land kan kun være stærkt og sundt, hvis det værner om dets arv og bredt kultiverer påskønnelse af kunst”. Den nationale strategi har bl.a. som mål at nå børn og unge i områder, hvor kulturdeltagelsen er lav.

Britiske museer kommenterer

I ODM’s britiske søsterorganisation, British Museums Association, hilser direktør Sharon Heal initiativet velkommen for at medvirke til at udligne social ulighed og skabe adgang for alle, så kultur og museer kan spille en rolle i forhold til at skabe sundhed og trivsel. Hun henviser til, hvordan mange museer allerede via kampagnen ”Museums Change Lives” arbejder med samme strategi og har været med til skabe forandringer i samfundet. Se British Museums Associations kommentar

2016 er 400-året for Shakespeare, og kulturminister Ed Vaizey fremhæver året som en naturlig anledning til netop i år at lancere en national kulturstrategi. 

Publiceret:
19/05/2016