Efter to år med corona, hvor kulturen igen og igen er blevet rost og fremhævet for sin vigtighed for samfundet, og statsministerens indvarsling af en ny ”kulturens guldalder”, må vi konstatere, at det ikke er blevet til det helt store. Og da slet ikke, når det gælder kulturarven, som må tage til takke med en række ”frimærkebevillinger” til enkelte museer og museumsprojekter.
På den positive mere strategiske side er midlerne til et Kulturens Analyseinstitut. Det har været på ODM’s ønskeseddel i en længere årrække, og coronapandemien har om noget tydeliggjort behovet for kvalificerede, uafhængige tal og analyser fra kultursektoren.
ODM’s formand Flemming Just siger:
”Vi glæder os over, at der nu er afsat midler på Finansloven til et uafhængigt analyseinstitut på kulturens område. Det har ODM siden 2014 haft på agendaen. Vi ønsker et institut af høj kvalitet med rødder i både forskning og institutionernes virkelighed, og vi deltager gerne i drøftelser af udmøntningen. Der er i år flere museer at finde på Finansloven, og vi glæder os naturligvis på deres vegne. Men denne uddeling af ”frimærkebevillinger” til enkeltmuseer i en afgrænset periode, kan næppe kaldes en generel styrkelse af kulturarven – og start på en guldalder er det i hvert fald ikke”,
I ODM havde vi i regi af Dansk Kulturliv blandt andet talt for kulturinvesteringer i hele Danmark og investering i den grønne omstilling på kulturens område.
Læs hele Finanslov 2022