Fra 1. februar er det slut med restriktioner på museer

Som det blev meldt ud på regeringens pressemøde i går aftes, er epidemikommissionens anbefaling, at covid-19 ikke længere skal kategoriseres som en samfundskritisk sygdom. Og den indstilling har Folketinget valgt at følge. Det betyder, at samtlige coronarestriktioner på Kulturministeriets område ophører fra og med 1. februar 2022 – det gælder også krav om coronapas og mundbind. 

Overvej ekstra tiltag ved store arrangementer

Myndighederne opfordrer dog til, at arrangører af aktiviteter, hvor mange personer samles stående samtidig indendørs, kan overveje at tage skridt til at minimere smitterisikoen i februar. For eksempel kan arrangøren opfordre til, at deltagerne testes, eller at der sikres ekstra afstand ved arrangementet. Det er også forsat muligt for private erhvervsdrivende og private kulturinstitutioner mv. at stille krav om coronapas. 

Frivilling omstillingsperiode 

Der etableres en omstillingsperiode for en række kompensationsordninger på kulturens område, herunder nødlidende kulturinstitutioner, arrangørordningen og produktionsomkostninger, der gælder i perioden 1. – 15. februar, hvor virksomheder, institutioner mv., der har været omfattet af restriktioner frem til 1. februar, frivilligt kan betragte sig som nedlukket. Omstillingsperioden vil gælde for de aktører, som aktuelt er underlagt restriktioner, men fra og med 1. februar ikke længere er omfattet af restriktioner.

Læs mere

Tidligere nyheder om emnet:
Andre nyheder og udmeldinger fra ODM om museer og corona

Publiceret:
27/01/2022