Genåbningsforhandlinger: Mundbind og coronapas bør udfases på museer

Onsdag skal der forhandles om yderligere genåbning, og flere partier nævner lempelser af kravene om coronapas og mundbind. ODM appellerer kraftigt til, at museerne inkluderes i lempelserne: Mundbind og især coronapas er betydelige benspænd for museumsgæster, og museerne kæmper lige nu med kritisk lave besøgstal. Tre ud af fire museer har under halvdelen af de normale besøgende, og flere er helt nede på 5-10 %. 

Det rette tidspunkt til lettelser

Smittetrykket er lavt, mange har fået første stik, solen skinner, og museer er – blandt andet ifølge ekspertrapporten fra januar – steder med meget lille smitterisiko. Og det nys udkomne Kulturbarometer viser, at 8 ud af 10 borgere ønsker at være publikum til en kulturoplevelse den kommende måned – hver tredje nævner specifikt museer. Det giver rigtig god mening at lempe de krav, som ser ud til at stoppe en del gæster, før de når ind på museet. 

ODM anbefaler derfor en afskaffelse af kravet om mundbind og en udfasning af coronapasset – evt. i første omgang i det mindste en overgang til ”kørekortsmodellen”. 

Læs mere

Publiceret:
08/06/2021