Haarder lover høring om kulturarvsbevaring

Siden 2006 har ODM gjort politikerne opmærksomme på behovet for statslig medvirken til at komme de kritiske forhold i mange af landets museumsmagasiner til livs. Den 23. november gav kulturminister Bertel Haarder under samråd i Folketingets Kulturudvalg tilsagn om, at der gennemføres en høring.

”Det er bedre at starte med en høring, hvor vi kan få lokaliseret de ømme steder og få kloge mennesker til at give os gode råd om de ømme steder,” sagde kulturministeren som svar på kulturudvalgsformand Orla Havs opfordring om at få foretaget en høring, der kan give et dækkende overblik over de tilstande, som hersker i de danske museumsmagasiner.

ODM’s formand Frank Allan Rasmussen er yderst tilfreds med ministerens tilsagn.

”ODM og museerne fik, hvad vi ønskede. Under samrådet blev det klart, at ministeren er indstillet på, at der afholdes en høring om museernes bevaring og magasinering af kulturarven. Nu handler det om, at vi skal holde politikerne fast på, at vi endnu engang har fået tilsagn,” sagde ODM’s formand Frank Allan Rasmussen i kølvandet på samrådet.

Læs ’Dårlige magasinforhold truer både fortidslevn og fremtidshåb’ på Altinget.dk

Se samrådet på Folketingets tv.  

Publiceret:
24/11/2016